isæt·hus
i·trækker| isæt·hus | i·trækker |
subst.
[spredt i Vestjy, spor. i Han, Him´N og SønJy´V]
= økse til at hugge hul i isen med, anvendt ved vinterfiskeri på fjorde og søer. Isøksens hoved var ca. 8 cm bredt og 20 til 25 cm langt, samme bredde overalt og med 1 meter skaft. Hards (Nellemann.ÅL.22). (en) ijsyws ¨ økse med langt, smalt hoved ¨ (brugt) når der om vinteren skulle »stanges ål på Limfjorden. Han (AEsp.VO.). (han gik) uw¶Û mæ sin ij·syw·s å sin saw·jar fòr å ståµ o¿l = ud med sin isøkse og sit »savjern for at stange ål (på Lund fjord). Kvolsgaard.F.4. (på Ringkøbing fjord satte man net til flynderfangst under isen:) Foruden Nettene førte Fiskeren tillige med sig paa sin Slæde (bl.a.) en solid Isøkse _ en dertil smedet Økse af en Længde fra Øje (dvs. hullet til skaftet, jf. øje x) til Æg paa 12´14 Tommer (dvs. ca. 35 cm) og med et solidt Skaft paa. SprKult.XVII.101.
| isæt·hus | i·trækker |
| Sidens top | |