irre·stange
irre·vorn| irre·stange | irre·vorn |
adj. _ (»´et:) jÉrè VendsÌ (vsa. jij·rè KærH); jærè $LæsøÇ; i·rè $Torsted; jærèÛ Mols; erè $SSamsø; jerè $Gosmer; erèt $Bjerre; er¶èt $Lejrskov; ero $Voldby.
\ Ìvsa. (yngre) irè; Çvsa. jæwrè
[< Ìirre; spor. i Nørrejy]
= anløbet af rust (om kobber, messing mv.). (han) fa¶j no gammel jirre skit i i hÒ¶w; de sku ha wat en sa¿bel ¡i sin ¡titj = fandt noget gammelt, irret skidt i en høj; det skulle (efter sigende) have været en sabel i sin tid. AEsp.VO. \ (også) = med metalagtig smag. Æ Grø¿Û ær er¶èt, små·gèr er¶èt (= grøden er irret, smager irret), dvs. smager af (Jern)gryden. *$Lejrskov.
| irre·stange | irre·vorn |
| Sidens top | |