indsøms·ske
ind·til| indsøms·ske | ind·til |
verb.
1) = indfange kvæg, der er gået ind på ens jord [spor. i Midt- og Sønderjy; syn.: ind·skøtte] hwis do e§t hå¬èr di höw·dèr, o di æjèn så ¡iñ·ªta¿r a dæm (= hvis du ikke holder dine »høveder, dvs. kreaturer, på dit eget, dvs. din egen jord, så indtager jeg dem), dvs. spærrer dem inde og forlanger erstatning. $Vroue. (hvis lammet kom ind) i naboens korn, så blev hun "indtæj¶en", optaget, fader måtte betale "indtægtspenge" (for at få lammet tilbage), og jeg (der var hyrde) fik mine skænd, dem var jeg vis på. SJyAarb.1897.206.
2) (i ptc.) indtaget = forelsket; betaget [spor. afhjemlet] Han ær ¡ind¶¡tåw¶n ¡i hind = Han er indtagen i hende (kan godt lide hende). HostrupD.II.2.57. Han wa en ræt knøw Mand ¨ dææ få æ de e’t så sæer, te han såmtier ku bild æ Ænkkwånner ind, te han wa indtawn i dæm o gjaen vild gyw’t sæ mæ dæm = han var en ret pæn mand; derfor er det ikke så sært, at han sommetider kunne bilde enkekonerne ind, at han var indtaget i dem og gerne ville gifte sig med dem. HPHansen.LF.26.
| indsøms·ske | ind·til |
| Sidens top | |