ilket
ilter·vorn| ilket | ilter·vorn |
adj. _ med sideformen ilder. _ (´er K 6.2:) i¬tèr/iltèr/i¬tjèr (K 4.7) alm.; *il¶èr Holmsland; *ilder Anchersen.ca.1700, TerpagerÇ.ca.1700.
[spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy; syn. ild·vorn]
= hidsig, galsindet; vred; hastig, ivrig. (talemåde:) iltjer sej¶ jör sitje wej¶ = iltert sind gør sigtet vind (dvs. skævt). AarbVends.1945.184. han er ilter til sit arbejde. Him. (spøgende:) No ¡æ han jo så ¡i¬tèr mæ å fo ¡dæñ ¡Svin·sti ¡bygèt = Nu er han jo så ivrig for snarest muligt at få Svinestien bygget. HostrupD.II.2.52. hon wa èn i¬tèr hö·n, dvs. rask, kvik. $Jelling en betè ilder swæñ = en lille ilter svend, om uroligt, rastløst barn. $Vroue.
| ilket | ilter·vorn |
| Sidens top | |