ilk
ilker| ilk | ilker |
verb. _ (l/Ï K 4.8:) elk/el§k/Áelk alm.; også *ælk spor. i Syd- og SønJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[af uvis opr.; jf. norsk dialekt elka (= mase med, drille), ØMO. ilke (= bevæge, vrikke, gnide etc.); vel beslægtet med alke]
1) = gøre noget vedholdende (plage, drille, lave vrøvl, mase på); ofte i forb. ilke ¡ved, ilke ¡på [SVJy (±N), VSønJy (±S, ± Rømø), spor. i Midtjy´Ø og i øvrige Sønderjy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
naar Datteren forgieves har bedet Faderen om Penge, hedder det: "Hun ilkede saa længe ved, til hun endelig fik dem." MØJy (Molb.). eÏk ve = arbejde vedholdende for at blive færdig. $Vorning. vi ¡elke i e (= vi ilker i det), dvs. vi vader i pludder. AlsOrdsaml. han gor (= går) altid o ælker over det, dvs. over noget man har gjort forkert. Fanø. hon ka blyw ¡ve¶ å ¡go¿ å ¡eÏk ¡om¶ èt = hun kan blive ved med at gå og lave vrøvl over det. $Mandø. \ ilke sig ind på (nogen) = trænge ind på, provokere, irritere vedkommende [spredt i SVJy, spor. i SønJy] eÏk sè ¡eñ¶ èªpo¿ = trænge sig ind på, på en irriterende Måde. $NSamsø. Hun ælket sig ind o ham, for o fo ham gjor gal i æ huer = hun ilkede sig ind på ham for at få ham gjort gal i hovedet. SVJy. Om folk, som var påtrængende over for ham, sagde han "de ælker sig ind o mæ". SVJy. \ (hertil:) ilk. de æ nåwe få¡færdle ¡elk (= det er noget forfærdeligt ilke), dvs. pludder, ælte. *AlsOrdsaml.
2) = gnide, skure; gnave [spor. i Sønderjy] I Sønderj. bruges ilke ¨ om at gnide, skure noget paa Overfladen saa stærkt, at det er til Skade, at det, man ilker, gaaer itu, eller at man f. Ex. gnider Huden af, eller gnaver Hul paa en Kiole. Molb. ¡mi ¡lañ· æ ¡la§pèt ¡bo·dè ¡får o ªba© så dæn ¡el§kè mæ o è ¡rø§k = min Lanne (Underkjole) er lappet både for og bag, så den gnaver mig på Ryggen. Mandø (DF.XVI.130). Foden ilker op og ned i Støvlen. Sundeved.
| ilk | ilker |
| Sidens top | |