ild·vand
Çile| ild·vand | Çile |
Se også Èil (subst.), Çile (verb.)
verb. _ med sideformen yle. _ i·l/ij·l (K 2.0) alm.; y·l Læsø (i betydning 2 og 3), NØJy (±V, jf. kort ndf.). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; i¿lè MØJy; y¿lèr Læsø (i betydning 2 og 3). _ præt. og ptc.: ´t
[mht. sideformen jf. vestnordisk ylr, norsk yl (= varme, varm luft), norsk ylje (= varme op, udstråle varme, dampe af varme); hovedformen ile muligvis omdannet ved tilknytning til Çile]
1) (upersonligt:) det iler = luften flimrer af varme, ofte i lummert vejr med stikkende solskin forud for torden [Nordjy (± Thy´S og ´M), Fjends, Ommers og MØJy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
I stille, hedt Vejr ihler det tidt, og derved forstaar man den Flimren, den opstigende varme Luftstrøm foraarsager. Skyum.M.15. Naar Varmen bølgede i Horisonten, sagde de Gamle: de iler. Mors. de i·lèr (siges) om en pludselig opkommen Varme, som gærne følges af Tordenvejr; æ su¶èl (= solen) i·lèr, siges undertiden om det samme. $Hurup. de ¡i·lè få èn ¡nå·n ¡æ¿Ï (= det iler for en anden »æl), dvs. varsler en ny byge. Fjends. når det om sommeren har regnet, og luften er varm, solen stikker, kan man sige: de ijler te no mi·r rÉɶn (= det iler til noget mere regn). AEsp.VO.
Forrige betydning - Næste betydning
2) tranlampen y·lt = brændte svagt _ gløderne ligger og y¿lèr = ulmer. *AEsp.Læsø.II.342.
3) om snurrende, prikkende fornemmelse [syn.: myle, pirre x, pregle x] forfrosne fingre y¿lèr, når de kommer ind i varmen. *AEsp.Læsø.II.342.
| ild·vand | Çile |
| Sidens top | |