ild·stue
ild·sår| ild·stue | ild·sår |
subst.
[spor. afhjemlet (fortrinsvis fra ældre kilder i Midtjy´Ø)]
= kvægpest, miltbrand. Det hændte, at visse egne blev hjemsøgt af en ondartet kvægpest, den såkaldte ild·sygn. Flåede man et dyr, der var kreperet af denne sygdom, så viste det sig, at kødet var ildrødt _ deraf navnet. Hards (Folkeminder.1958.145). _ (overtro:) Ildsygen var kommen til Vesterbølle i min faders tid, da a var lige en 3, 4 år, og for at få den fordrevet skulde de have ild draget (dvs. tændt ny ild, jf. ild 1.4.1). Him (Krist.JyA.I.79; jf. s. 81). Naar et Kreatur gaar hen over et Sted, hvor en samme Dag har gaaet med laant Ild, saa faar det Ildsygen og maa dø, inden Solen gaar ned. KSkytte.JB.II.88. (der blev tændt) bål i "forten", den inddigede drivvej, og med hujen og megen spektakel blev nu alle byens kreaturer tvunget til at springe over ilden. Så skulde "ildsygen" ¨ ikke kunne skade dem. Siden tog hver husmoder i byen en brand af det nedbrændte bål, hvormed ny ild blev tændt op på hjemmets arne. RibeAmt.1938.39.
| ild·stue | ild·sår |
| Sidens top | |