ilde·brændsel
ildendes| ilde·brændsel | ildendes |
adj. _ el. spor. (i to ord) ilde holden.
[< holden 4; spor. i Midt- og Sydjy]
= dårligt stillet; medtaget (pga. dårligt giftermål, smerter, vanskelig økonomi etc.). han æ i¬·hå¬en mæ hiñ (= han er ildeholden med hende), om Én der er daarlig gift. MØJy. di æ no ildhaalden mæ dæn knæjt di haa faat = de er nu dårligt hjulpne med den (tjeneste)dreng, de har fået. SVJy. Da hun wa dø, bløu a ret rele ildholden = da hun (dvs. min datter) var død, blev jeg ret redelig (dvs. virkelig) dårligt stillet (som aftægtsmand). PJæger.Y.11. Mikkel uar ild holden ¨ (han kunne) slet ett verri sæ = Mikkel var i knibe, han kunne slet ikke værge sig (da hans kone begyndte at banke ham). Thyreg.UF.210. a æ så il hålèn åw de bråµkitis = jeg er så dårlig af den bronkitis. $Skannerup. en mand (var) bleven ilde holden af tandpine, og sögte til ham (dvs. til en kvaksalver) for at få tanden ud. SØJy (Krist.JyA.T.V.131). (som tilnavn:) Saa kommer Tammes Ildholden. Han er Statsmand (dvs. »statshusmand) med 3 Køer og en skrap Kælling og evig og altid Modgang og Fortræd. Frifelt.GS.96.
| ilde·brændsel | ildendes |
| Sidens top | |