hyrde·kælling
hyrde·kølle| hyrde·kælling | hyrde·kølle |
subst.
[spredt i NJy, Midtjy og Sønderjy, spor. i NØJy og Sydjy; syn.: hyrde·kølle, kyle·kæp x]
= hyrdes kastekæp; den kastes efter kreaturer (sj. får), hvis de er ved at komme på afveje. en "hjorkjæp" (var) ¨ en egekæp med et tykt rodstykke på enden. Vig.Hyrd.21. (med en) Hjo·rkjæp ¨ kunne man ramme et dyr, der gik, hvor det ikke måtte, i temmelig stor afstand. HPHansen.HH.56. til kreaturerne (havde vi) en "he·rkjæp" eller "hjøwerkjæp", det var (fx) et skaft med et lille hoved på, en slags kølle, der dog ikke måtte være for stor, skaftet kunne være omtrent en alen (dvs. ca. 60 cm) langt, hovedet blev spækket med islåede søm for at gøre det tungt, eller der hældtes smeltet bly i de huller, der fandtes i det. SJyAarb.1897.213. Ja, de hÉɶr er entj sòò¶nt som å goo¶ mæ høwwertjæppen! (= ja, det her er ikke sådan som at gå med hyrdekæppen, dvs. være hyrdedreng; sagt til den halvvoksne, der) i begyndelsen døjede med at udføre karls arbejde. AEsp.VO. Kund’ du ett ha’ Lyst te’ aa komm’ fræ æ Hjordkjæp og komm’ ud og si dæ nø’ mir om? = kunne du ikke have lyst til at komme fra hyrdekæppen (dvs. ikke være hyrde længere) og komme ud at se dig noget mere om? Aakj.VF.184. _ (talemåde:) Skovly er godt, saaj æ Dreng; han sat æbag sin Hiekjæp = ly i skoven er godt, sagde drengen, han sad bag sin hyrdekæp. SJyMSkr.1935´36.215.
| hyrde·kælling | hyrde·kølle |
| Sidens top | |