hvælve·jern
hvælvende| hvælve·jern | hvælvende |
subst. _ hwÉl·´ Thy, Mors; hwæl·´ (spor. også hwæ·l´) Sall, Fjends´N; *hvæl´ Hards.
[vel < hvælve 6 (jf. også hvælv´), knog; Thy, Sall, Fjends´N, spor. på Mors og i Hards; se kort; syn.: hvirvle·knog]
 |  Tæt afhjemlet |
= voldsom snestorm, stærkt snefog; jf. Ord&Sag.1987.29f. Schade.Mors.339. det stod i jæn Hwelknog rundten om ham. Aakj.BS.50. Da han så ud på aftenen vilde hjem, var det jo sådan en hwælknog om huset, at en ingen steder kunde gå. Sgr.VI.137.
| hvælve·jern | hvælvende |
| Sidens top | |