hvæde·sand
Çhvæde·sten| hvæde·sand | Çhvæde·sten |
Se også Çhvæde·sten (adj.)
subst. _ oftest i sideformen ¡hvæde®sten. _ afvigende 1.sms.led (med bortfald af udlydende konsonant og/eller vokallængde): hwe´ VendsÌ, sideform på Læsø; også hwe·´ NVJyÇ; hwe´ FjendsÈ, NØJy, MØJy¢; hwe·´, hwæ·´ MVJy, SVJy£; væ·´ Sønderjy´VÀ; Ávæ·(è)´ TonalOmr (dog Áve·´ Als)Î; skrevet *hvedde´ Thy, *hwi´ Djurs, *hwid´ Ommers; spor. skrevet *hwes´ (og dermed muligvis opfattet som hvæsse 1). _ 2.sms.led: ´®stin, ´®stèn, ´®stjæn, ´®stjÉn (etc.); også *´stjÉnèr VennebjergH (Vends). _ afvigende udtale (med sammentrækning til én stavelse): (i betydning 2.1) *hwest FurSg (Sall), $Give.
\ Ìogså hwÉ´, hwæ´; Çogså hweÛ·´ HassingH; også hwær·´ $Agger; Èogså hwæ´; ¢også hwej·´, hwe·´; £også wæ·´ ´S; spec.: hwæ¿´ $Fanø (betydning 1.2); Àdog væ´ $Vodder; også vær·´ $Agerskov; Îogså Ávæt´ $Bov, Angel (jf. formen væ(·)t i Sønderjy´SV under Çhvæde).
[jf. ODS. Hvættesten]
1) = hvæssesten mv.; jf. Ord&Sag.2005.9ff. [< Çhvæde 1]
1.1) = (lille, firkantet) håndholdt hvæssesten, af blød stenart (fx pimpsten, karborundum); især brugt til finslibning, herunder fjernelse af evt. »ru´æg efter grovslibning [Nordjy, Midtjy´Ø, Sydjy, Sønderjy (dog kun spor. i ´V), spredt i Hards´S, spor. i øvrige Midtjy´V; se kort; syn.: hverve·sten 2]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Min far havde en "Hweddesten", en tre´fire tommer (dvs. 7´10 cm) lang, fin sten til at hvæsse paa. Him. de brugt Hwesstjæn for å ja·wn djer E¶g = de (dvs. høstfolkene) brugte hvædesten for at jævne deres æg (dvs. æggen på leerne efter grovslibning). Klastrup.T.69. hañ spøt èn klat åpo ¡hwe·Ûªsti¿nen å hwe·Ûèt hañs ¡låmªknyw¶ = han spyttede en klat på hvædestenen og hvæssede sin lommekniv. $Hundslund. å ka vi e§t nywès mæ¶ å hwe·r èn o æ hwe·rsti¶èn = åh, kan vi ikke nøjes med at hvæsse den (dvs. kniven) på hvædestenen (og undgå at skulle bruge den store slibesten). $Vroue. man havde èn ¨ ¡hwe·jªsti¶èn eller èn ¡stry·©, dvs. en Lestryge, med i Mosen for at kunne skærpe Tørvespaden. $Houlbjerg. ¡va è ¡slifstèn gi, kå è ¡ve·stèn ¡öjlèch = hvad slibestenen giver, kan hvædestenen ødelægge. Als. _ (i stedn.:) Fandens Hweedstiien (havde bl.a.) en glat Sideflade foroven og en dyb Skure i Siden ¨ Fanden havde (ifølge overtroen) slebet sin Barberkniv på Sidefladen. DjursSH (AFSchmidt.DK.279f.).
1.2) = strygesten til le, brugt i stedet for »strygespån, »lestryge [spor. i Hards, SVJy og VSønJy´N] Omkring Aarene 1900 brugtes en enkelt Gang at stryge (leerne) med ¨ "æ Hwæsten", der var af stærkt sandblandet Skifersten, 12 Tommer lang, 1 1/2 bred og 1/2 Tomme tyk. RibeAmt.1944.66. æn væsten ¨ havde ikke alle med, når man slog Græs; den brugtes i Reglen kun, når man fik Skår i Leen. Brugtes da som Stryge. $Vodder.
2) = grå(sort), klægt el. hårdt, dårligt bagt lag i brød, lige over underskorpen; kan skyldes, at ovnen er for lidt opvarmet, el. at der er for lidt bagekraft i melet, fx fordi det høstede korn ikke er blevet tørret tilstrækkeligt; ofte i forb. gå/falde i hvæde·sten [vel pga. dejlagets lighed med en hvæde·sten 1; Midtjy, Sydjy og Sønderjy til rigsgrænsen (undt. Rømø og Als), spredt i Vends, på Læsø samt i Him´S og ´Ø, spor. i øvrige Nordjy; se kort; syn.: Çbanke, Ìhvæde, væg x]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Hvesti¶èn er en mørk, fast Stribe langs med Næjèreµ¶èn (= nederringen, dvs. underste skorpe af et brød). MØJy. Under sidste krig (dvs. 2. verdenskrig) (måske også under forrige) bagte man også "kage" (= brød) af bygmel, og dette var særlig slem til at blive "kleeg" (= klægt) og danne "hwes’stien". SØJy. hvessti¿n _ de e så ho¿r en ka e§t tø© et = hvædesten, det er så hårdt, man ikke kan tygge det. Bjerre. wår Kå·g ær blöwn te Hwe·stin (= vort brød er blevet til hvædesten), om fin Brød, som går i Hvedsten langs Ringen, el. også helt igennem. Hards (Røjkjær.Opt.). Æ ka·ch æ gaun i væesten (= kagen er gået i hvædesten, dvs. den er) Kleese = Klæg (jf. klisset x). Sønderjy. Kringlen er faldet i hvæsten. Det skete ofte under Anden Verdenskrig, når melet var hjemmelavet. Fjends. \ (spec.; 1.sms.led muligvis sammenblandet med Ìhvede:) I våde Somre kunde Rugen tage Skade, hvilket indvirkede på Melet. Derfor kom man gloende Kampesten i Dejgen, især Kagedejgen, for at få godt Brød og god Kage. Stenen mentes nemlig at udtrække af Dejgen noget, som kladtes Hvæssten (Hvædsten ¨), et Lag af mørkt udseende "kjaset" (jf. kjasset) Dejg, dvs. sejgt at få tygget og af sødlig Smag. Laget satte sig om Stenen. *VSønJy´N (SJyAarb.1952.72). \ (genitiv brugt som adj.:) hvædestens. når der er en sejg dejet stribe forneden i brødet, siges det at være ¨ Ávæ·èstèns (= med hvædesten i). *$Løjt.
| hvæde·sand | Çhvæde·sten |
| Sidens top | |