hunde·æder

hunde·øre

hunde·ærinde

subst.

[spor. i Fjends og Sydjy]

= ærinde, man helst er fri for. Hundærinde _ et Ærende som man ikke selv er for at udrette. De er et var o læv hans Hundærinder (= det er ikke værd at løbe hans hundeærinder). SVJy. Fader sagde altid naar nogen skulde gaa tilfældige Ærinder, at det var Hundærinder de rendte. Ordet stammer fra da Herregaardene havde Hunddrenge (jf. hunde·dreng) til at passe Jægerne op. Fjends. \ (spec.:) Han har så mange hundeærender (han løber mange steder omkring, hvor han intet ærende har). Hards (Sgr.III.139).

hunde·æder	hunde·øre
Sidens top