Ìhun
Èhun´| Ìhun | Èhun´ |
Se også Ìhun (subst.), Èhun´ (sms.led)
pron. _ udtale »kort 1 (med noter), i trykstærk udtale også med enklisestød, undt. i Sønderjy´SØ (K 1.1)ÇÇ; desuden (enklitisk, i tryksvag stilling) ´®(è)n $NSamsø, spor. i MØJy. _ oblik kasus hende: a) trykstærke former: udtale »kort 2 (med noter), jf. også K 1.3, K 4.4; spor. optegnet med enklisestød på Samsø og Århus´egnenÇÈ. _ b) tryksvage former: her/hiñ/heñ/henè (analogt med de trykstærke former; med bortfald af evt. længde og acc.2, desuden øget tendens til i´lyd i NØJy, MØJy og på Djurs, og med udbredt tendens til depalatalisering ´ñ > ´n); også hÉr, hjer, he spor. i Vends; hi, he Læsø; (enklitisk) ´®enèr, ´®nèr NØJy, $NSamsø. _ genitiv hendes: a) i attributiv funktion (foran subst. etc.): udtale »kort 3 (med noter), jf. også K 6.2, K 1.3, K 4.4Ç¢, i tryksvag stilling dog med bortfald af evt. længde og acc.2, med samme tendens til i´lyd, depalatalisering og særformer som i tryksvag oblik kasus (se ovf.); inden for områderne A på kortet anvendes en særlig neutr.´form he·èt/hejèt/heçjèt/heñèt (K.4.4), (tryksvagt) het, og i område B tilsvarende hiñt. _ b) i prædikativ og substantivisk funktion (uden efterflg. subst.): udtale »kort 4 (med noter), jf. også K 6.2, K 1.9, K 4.4; også (tryksvagt, jf. pkt. 1.3.1 ndf.) *hes, *his spor. i Vends.; desuden (spøgende) henèsès (el. lign.) spor. i Østjy´M; i områderne A og B anvendes samme særformer for neutr. som i attributiv stilling (se pkt. a).
\ Ìogså (yngre) hun Thy´M og ´S, Mors, formentlig også i Sall´N (hvor angivelsen af ´o´udtale fortrinsvis bygger på Lyngby.Opt.); Çogså (yngre) hoçj/hoñ (K 4.4) Vends´SV (med nabosogn af Han) samt Him´V (dvs. inden for den grønne indramning); Èogså (yngre) hun Ommers, MØJy (±SØ), SØJy´V; ¢men muligvis ældre hon i MVJy´NØ (jf. Ìhun); £også hon VSønJy´S; også hu spor. på kysten inden for Rømø; Àogså (yngre) hun syd for rigsgrænsen; Îogså hejèr, især i ´Ø; i ældre dialekt heçjèr, heç·èr; også hi·èr $Børglum; {spor. også he·èr; i ældre dialekt dog heçjè; }dog yngre hiñ·; Ì°dog hin·/hin ´NØ (jf. K 4.4, K 1.3); også heñ· Sall´N, Fjends´Ø; ÌÌdog hen·/hen ´NØ (jf. K 4.4); spor. vsa. former med ´i´; ÌÇogså heñ· spor. i SØJy´N; ÌÈogså heñ·/Áheñ· spor. i VSønJy, ØSønJy´S (fortrinsvis i Lyngby.Opt.); Ì¢dog yngre hiñèr Thy´M; Ì£dog hinèr ´NØ (jf. K 4.4); ÌÀspor. vsa. former med ´i´; ÌÎogså hejès, især i ´Ø; i ældre dialekt heçjès, heç·ès; også hi·ès $Børglum; Ì{dog yngre hiñès Thy´M; Ì}dog hinès ´NØ (jf. K 4.4); Ç°også heñès spor. i SØJy´N; ÇÌogså heñès/Áheñès spor. i VSønJy, ØSønJy´S (fortrinsvis i Lyngby.Opt.); ÇÇfx ¡hon¶ è dæñ ¡øµst (= hun er den yngste) $Give; på Sundeved tilsvarende acc.2: komè Áhon no? (= kommer hun nu?) Sundeved (Dania.IV.177); ÇÈfx ¡heñ¶ å heñè ¡sestèr (= hende og hendes søster) $NSamsø; Ç¢i yngre kilder ses spor. en tendens (støttet af rigsmål) til brug af samme former som prædikativt (i pkt. b).
[mht. svind af ´n (på Rømø), dækkes dette fænomen ikke af de alm. lydregler, jf. DF.XIV.109]
1) = rigsm. (i omtale af især person el. dyr af hunkøn).
Forrige betydning - Næste betydning
1) = rigsm.
1.1) om kvinde el. pige, tidligere omtalt el. let identificerbar i situationen. \ (spec.:) i grundform som erstatning for oblik kasus; jf. FestskrHald.268f. [Anholt] når di ¡så gik ¡hæn å så· fo¡wal te ¡bru¿Ûèn, så ¡ga di hon non ¡pæµ· = når de (dvs. bryllupsgæsterne) så gik hen og sagde farvel til bruden, så gav de hende nogle penge (til gengæld for festen). $Anholt. \ (spec.:) i oblik kasus som erstatning for trykstærk grundform [spredt afhjemlet] de ær æn re©ti© ne¬è, hin = det er en rigtig nille (dvs. skrap kvinde), hende! $Agger. ¡hin· å ¡mæ ¡vi wa ¡hæn¶ªa ¡li· ¡gamèl = (hun og jeg, vi var) omtrent lige gamle. $Todbjerg.
1.2) som pronominal sammenfatning af umiddelbart forudgående betegnelse for kvinde el. pige [spredt afhjemlet (alm. i folkelig fortælling)] ¡dæñ¶ ¡pi·© dè ¡bañ¶ de ¡si·st ¡ni¿©, ¡hon vi¬ fo¶ èn ¡gamèl ¡mañ¶ = den pige, der bandt det sidste neg (i kornhøsten), hun ville få en gammel mand (til ægte); drilleri (jf. gammel·mand 2). $Bjerre. di ¡me·ñ ¡dæñ¶ ¡dæw·ªstom· ¡pi·© a petè ¡rå·©ès te ¡hun vå blæwn ¡spøt i è ¡æw¶n a èn ¡tus = de mente, at den (bekendte) døvstumme Pige af Peter Roagers var blevet spyttet i Øjnene af en Tudse (hun havde daarlige Øjne en Tid). $Vodder. ¡hån¶s de ¡fe·st ¡kuèn ¡hon wa jo ¡eñt ¡hièªfro¿ = hans (den) første kone hun var jo ikke herfra. $NSamsø.
1.3) som pronominal foregribelse af umiddelbart efterfølgende betegnelse for kvinde el. pige [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] (fortrinsvis i talemåder, fx:) de le·ñ, så· hun æ pi·©, hun fek tweÏeµèr = det linnede (dvs. lettede), sagde hun pigen, hun fik tvillinger. $Jelling.
1.4) i tiltale; som erstatning for ÇDe, Ìdu, ÇI 2.
1.4.1) i høflig tiltale til personer uden for bondestanden (præst´ og degnefrue m.fl.) [jf. Çhan 1.4.1; spredt afhjemlet] sku wi wær særli pÉÉn, så wi haçj å hon te præstis, lÉÉrens å såwnfoens = skulle vi (ca. 1890) være rigtig pæne (dvs. høflige), sagde vi han og hun til præstens, lærerens og sognefogdens. KærH (AEsp.VO.). Naar Faer skulde ind og spise til Middag (ca. 1850), saa hed det: "Faer, I skal ind til Unnen". Men vilde man bede Præsten til Bords, saa hed det: "Vil han it vær saa goj aa sir hen te æ Bord?" (= vil De ikke være så venlig at sætte Dem hen til bordet). ØSønJy. Som en særlig Høflighed vilde Folk sige "Han" til (lærer) Madsen og "Hun" til hans Kone. Men da Madsen foreholdt dem, at de brugte den samme Titel til Hund og Kat (jf. betydning 1.2.2 ovf. og Çhan 1.2.2), opnaaede han at faa de gifte til at sige "du", de ugifte til at sige "I" til ham. Horsens´egnen (AarbAarh.1932.33). \ (også:) i tiltale til husmoder [jf. pkt. 1.1.2] En Mand ¨ formanede sin unge Søn således: Do ska Sat’n nammæ væ höwsk, sæj Tak, nær di gier dæ nåt o sæj hon te Bi·rte! (= du skal satan annamme´me være høflig, sige tak, når de giver dig noget, og sige "hun" til Birte, dvs. konen i huset). *Hards (HPHansen.Opt.).
1.4.2) i tiltale til folk af lavere rang, til børn el. dyr [jf. Çhan 1.4.2; spor. afhjemlet] Lundsgaard sagde altid han til sine Karle (etc.) ¨ En Dag ¨ sagde han til Jomfruen (= husholdersken): "Bette Jomfru, nu kommer Jens (på besøg), har hun så Mad nok ?". AarbHards.1933.153. I vred tiltale til dyr hedder det endnu han og hun, fx: Så! Ka hon dyj¶ sæ! (= så, kan du nære dig), til ko der er på forbudte veje. AEsp.VO.
1.5) hende/hun ¡selv = konen i huset, madmor [jf. Çhan 1.5 a; spor. afhjemlet] $Agger. Alle Folk tiltalte Degnen Sand og hans Kone med "Ham selv" og "Hun selv". Endogsaa Skolebørnene brugte denne Tiltale. AarbHards.1912.120.
Forrige betydning - Næste betydning
2) om husdyr af hunkøn; især om ko, hoppe, so [jf. Çhan 2; spredt afhjemlet (også uden for 3KønsOmr (K 7.2)); fortrinsvis i ældre kilder] Schade.Mors.334. èn ¡ko¿ hun ka ¡såmªtiè kåm få ¡tilè = en ko hun kan sommetider komme for tidligt (dvs. kælve før tiden). $Storvorde.
Forrige betydning - Næste betydning
3) om dyr i alm., ting, fænomener.
3.1) henvisende til subst. af (grammatisk) femininum [jf. Çhan 3.1; kun 3KønsOmr (K 7.2); fortrinsvis i ældre kilder] Han og Hun bruges ligesaavel om Livløst som Levende, f.Ex. Plouen hun gjær æntes gjeut = Ploven gaaer ikke godt. Djurs (OCRavn.ca.1828). ¡trækè ¡do ¡klåkèn, he¬è skaÏ ¡a ªtræk heñ = trækker du uret (op), eller skal jeg trække det?. $NSamsø. da hun straks fik øje paa naalen, udbrød hun: "Jamen, ka Di da injt si heer, hon legger da dær" (= jamen, kan De da ikke se den; den ligger da dér!). Vends.
3.2) om eksemplar af bestemt dyreart (uanset dyrets naturlige køn); især om kat el. fugl [jf. Çhan 3.2; spor. i Midt- og Sydjy] (man siger) hun om en Hare ¨ hun om en Kat. SVJy (Lyngby.Opt.). Vi siger "han" til Hunden, enten den er han eller hun. Ligeledes "hun" til Katten. MØJy. Der var en Fugl (dvs. digesvalen), som vi kaldte æ broge Fowl; hun vil gerne have sin Rede i en lille fast Brink. KThuborg.Harboøre.35.
3.3) om fartøj (skib, båd etc.); vekslende med Çhan 3.3, og til dels bestemt af ældre grammatisk genus [spor. i kystegne af Nordjy; sømandssprog, fiskersprog] Selv om "hun" nu næsten aldrig mere bruges om ting (jf. betydning 1.2.1), er det dog stadig alm. blandt fiskere og søfolk om fartøjer, der grammatikalsk er hunkøn, fx en bark, brig, jolle. AEsp.VO.IV.
3.4) om klokke, ur [spredt i 3KønsOmr (K 7.2); fortrinsvis i ældre kilder] Klokken hun er tolv. Melsen.1811. hon slu halèµs får è betè kon sen· = hun slog halv (jf. halving) for et lille stykke tid siden (jf. korn x). $Hellum. ¡trækè ¡do ¡klåkèn, helè skaÏ ¡a ªtræk heñ = trækker du klokken op, eller skal jeg trække den? $NSamsø. De siger hun til klokken. NDjursH (Krist.JyA.T.VI.391).
3.5) om naturfænomen (hav, vind; i mindre grad også nedbør, torden, frost etc.) [NJy, NVJy, vestkysten af Hards, Him´N og ´Ø, spredt langs vestkysten af SVJy og på Vadehavsøerne samt i Ommers´Ø, spor. i øvrige Jyll; se kort; syn.: Çhan 3.4, Ìdet 3.3]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Foruden den Rende, som Martin var kørt over, havde hun _ Havet altsaa _ slaaet et endnu større Gab længere nordpaa. EBertels.H.70. Alle Løkke, saaen hon no borster aapo = (alle ulykker, som vejret nu tager fat med) Regn og Hagl. Samsø. hon stoo¶r mæ søjle we¶j (= hun står med sydlig vind), dvs. vinden er af syd. HornsH (AEsp.VO.). Der kom en Tordenskrald lige så "hun" skralrede (= så det drønede). Vends. Ældre er ogsaa at sige, naar det fryser vinduerne: "No legger hun æ ruder" (= nu lægger hun ruderne). Hards. hon æ ¡me¿rk i ¡aw·tèn = det er mørkt i Aften. $NSamsø.
3.6) om forhold el. begivenhed i øvrigt [spor. afhjemlet; syn.: Ìdet 3.4] Undertiden forvandles Neutr. til Femin., f.Ex: ¨ Hun smager mig ikke idag (sagt om maden). Melsen.1811. ¡No ¡skær¶ hun! = Nu skærer hun (Hvem er hun?) ¨ Nu er der Fart på. Nu er der Gang i det. Nu bliver det til noget. HostrupD.II.3.265. Ja, wå· Folk di kyrrer ski olderæj· Råw hjæm¶, te hon pål·ser æt¶ter = ja, vores folk (jf. folk 2.1) kører skam allerede rug hjem, så det pulser (dvs. støver) efter. HJens.HDF.32. Han gav ham jen ve æ Houe (= en på hovedet), li te hun svuppet (= lige så det svuppede). Her er det jo ikke Personen, man tænker paa, men Slaget. Hards.
4) særlige anvendelser af genitiv [jf. Çhan 1.3]
4.1) som erstatning for genitiv af substantiv el. proprium; jf. DF.XXVIII.41ff., Noesgaard.DS.67f. [jf. Çhan 4.1; Vestjy (dog kun spredt i SVJy´SØ), spredt i Vends, Him og SØJy (±S), spor. i Østjy´M; se kort; syn.: sin x]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
Genitivus udtrykkes meest ved Tillæg af hans, hendes, f.Ex. ¨ Min Syster hendes Dragkiste. Hards (HAOlivarius.1807). dær ær å¬è møj¶ fje§tèls i an· hiñè ka©èr = der er aldrig (ret) meget fedtstof i Anes kager. $Vroue. dæn stuer broge kow dær stor i Ûæn ower æn’ o nøsèÛ hen’æ huen = hornene på den store brogede ko, der står i den øverste ende af kostalden. Him. ¡hwæm¶ æ ¡de ¡si¿n? _ de æ ¡bæstèmuè heñès! = hvis er det? _ det er bedstemors! $Ål. I et Frikvarter ¨ fandt en lille Dreng det øverste af en Cykelklokke (og) maa have genkendt Klokken, for han sagde stolt: De æ æ Dejn hans Kuen hinner Cykkel si Klokk! (= det er klokken fra lærerens kones cykel). Thy. _ (spec.:) Det var hinder si’ Far, der hæng’ sig sjæl den anden Vinter = det var ¡hendes far, der hængte sig forleden vinter. MylErich.V.22.
4.2) i refleksiv brug (svarende til rigsmål sin x, jf. DF.XXVIII.41ff.) [1577: Først vidnede A.I. ved hendes Siels Salighed (Grønlund.HE.6); Nørrejy, SønJy´N, spredt i SønJy´SØ og Angel; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
hon æ ¡se·n te hiñ Áar·bèt = hun er sen til sit Arbejde. $Øsby. mæn ¡hwa ¡så mæ èn ¡na·n ªjæn¶ he ªsa·©èr? = men hvad så med en andens (dvs. mine) sager; dvs. hvor i vognen er der plads til dem? Vends. \ (spec.:) svarende til bf. i rigsmål (i forb. med legemsdele mv.). hun flætè hiñè ho¿r i tåw¶ flæ§tnèµèr (= hun flettede håret i to fletninger) ¨"hendes" kan lige så godt, måske bedre, betyde "sit". $Vroue.
| Ìhun | Èhun´ |
| Sidens top | |
}){kind=link}
}){kind=link}
}){kind=link}
}){kind=link}