hul·kæbet
hul·måge| hul·kæbet | hul·måge |
adj. _ med sideformen hullet. _ (l/Ï K 4.8; samme vokalisme som i plur. af »Ìhul:) hwolèrè alm.; hwålè $Give (vsa. hwålèt), $Ål; (vist yngre) *hwolle Thy; *hwollet spor. i Midtjy og SØJy´N.
[< Ìhul 3; spredt i Nordjy og MØJy, spor. i øvrige Nørrejy; syn.: gabet 1]
= med hul; med mange huller, fuld af huller; især om tøj, vej, jord mv. de ka hæj, do er i hvolleræ Hues i di fien Skov = det kan hænde (dvs. det skulle ikke undre mig), du er i hullede strømper i dine fine sko. Vends. så hwolere som et Såld = så hullet som et sold (dvs. en si). MØJy. Stjænbrowen er saa hæslig hvollere = stenbroen (dvs. brolægningen på gårdspladsen) er så skrækkelig hullet. Thise.LS.II.69. \ (spec.:) hulleret ko = sten med hul igennem (jf. hul·ko). *Vends (F.I.670). Hvollere Kow = En Sten med Hul i; (vi) legede, det var en Ko. *Him´NV.
| hul·kæbet | hul·måge |
| Sidens top | |