hovne·fjæl
hovning| hovne·fjæl | hovning |
adj.
[egl. ptc. af »hovne 1; spor. i Midt- og Sydjy samt SønJy]
= ophovnet, hævet. dær æ be¡tæ·ñèls í èr _ de ær ræsèn (der er betændelse i det, det er hævet, jf. resen x), nu også undertiden håwènt = hovnet. Skautrup.H.I.196. \ (også, overført) = hoven, indbildsk. Di swænnsk di dråwwnet, / Di va så håwwnet, /men di fæk Bonk = de svenske (soldater) druknede; de var så hovne, men de fik bank (i en kamphandling under svenskekrigene i 1600´t.). *SØJy (Jyden.I.67). \ (hertil muligvis også:) men ¡fæµèrè di ¡fri¿s, di æ ¨ how·nèn (el. håw·nen) å ¡re· = mine fingre fryser, de er hævede og røde. *$Tved.
| hovne·fjæl | hovning |
| Sidens top | |