hovedvands·krukke
hoved·ve| hovedvands·krukke | hoved·ve |
subst. _ 2.led: ´®wañs´ etc. (tryksvagt, med tab af evt. stød).
[spredt afhjemlet (undt. i SSlesv); syn.: hovedvands·krukke]
= lille lukket beholder, hvori kvinder opbevarede deres »hovedvand (dryppet på en svamp). Tidligere var det Skik, at Karlen gav sin Pige et Mangeltøj (jf. mangle·tøj) i Stedet for en Ring. Men efterhaanden (ca. 1870´80) blev det Mode at forære hende et Hovedvandsæg (Lugtedaase) med et Hjerte paa. Steensberg.SS.37. et ¡hu·wòñs¡É©¶ var af sølv el. hårdt træ (fx buxbom). Trææggene havde undertiden knap el. fod af ben. Sølvæggene havde oftest et rum til en mønt (»offerpenge) ¨ Paa svampen i ægget dryppedes en vellugtende extrakt. $Torsted. Naar Spisningen var til Ende (ved et barselgilde i 1860¶erne), og Kvinderne havde taget deres Snusdaaser frem til en "Pris", og deres Hovedvandsæg til "Vellugt", raabte Skafferen med høj Røst: Valbekom (= velbekomme, etc.). MØJy (ØH.1950.67). ¡huèwañsªæ§k håj di i¶ djè lom· _ dæñ¶ ku di sej· å ry©· te _ i æ kjær§k _ dæñ gik roñt i æ stu¶èl te dæm· dæ so¿ dær = hovedvandsæg havde de (dvs. kvinderne) i deres lomme; det kunne de sidde og lugte til i kirken; det gik rundt i (kirke)stolen til dem, der sad der. Skautrup.H.I.190.
| hovedvands·krukke | hoved·ve |
| Sidens top | |