hoved·kuld
hoved·lag| hoved·kuld | hoved·lag |
adv. _ med sideformen hoved·kuld (i betydning 2). _ afvigende 1.sms.led: hwò´ Vends´SØÌ, sideform i Vends´S. _ 2.sms.led: (l/¬ K 4.6:) ´kå¬s alm.; ´kòls Vends (vsa. ´kò¬(¶) i betydning 2)Ç, Læsø; ´ko¬s, ´kò¬s NVJy; ´k嬶s MØJy, sideform i $Jelling; ´ko¬¶s $Tved; ´ku¬s Sønderjy; overalt også yngre (rigsmålspåvirkede) former med ´u´.
\ Ìspor. også *ho´; Çspor. også ´kòl¶s, ´kò¶ls; dog ´®kèls HvetboH.
[< kuld x, jf. om¡kuld]
1) = rigsm. (på hovedet; forhastet; pludselig) [spredt i Nordjy, Midtjy (±SØ) og SØJy´N; spor. i øvrige Jyll nord for rigsgrænsen] æ Vogn vælt, aa bode Kjesten aa mæ kam huedkuls nied i æ Wajsgroev = vognen væltede, og både Kirsten og jeg kom hovedkulds ned i vejgrøften (jf. vase·grob). SkiveU. 4/6 1915. a kam så howik嬶s a¡stej = (jeg kom så) uforberedt, hurtigt (af sted). MØJy. wenjteren kam så ¡huekols = vinteren kom så pludselig, uventet. Han.
Forrige betydning - Næste betydning
2) bukke ¡hovedkuld(s) = slå kolbøtte(r); jf. Ord&Sag.1993.20 [Vends (dog kun spor. i ´SV; formen med ´s dominerer i ´MV, jf. område A på kortet); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Ska wi te å bok hu·kò¶ls (= skal vi til at bukke hovedkulds?), Børneleg. BørglumH. \ også kaldt: slå ¡hovedkuld(s) [spor. i Vends; yngre dialekt] _ bukke i ¡hovedkulds [forvanskning; spredt i HvetboH]
3) hviste ¡hovedkulds = slå kolbøtter [Sall (±S), spor. i Hards; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
\ også kaldt: slå ¡hovedkuld(s) [spor. i Sall og Hards; yngre dialekt] Sine Jerrik kam te aa slaa bawlæns huedkulds øwer æ Piggtro = Signe Eriksen kom til at slå baglæns kolbøtte over pigtråden (som var spændt ud over stien). VilbMøll.PS.II.57.
| hoved·kuld | hoved·lag |
| Sidens top | |