hemtÌhen

hemtre

verb. _ hæmtèr _ bøjning: u.end. (jf. K 6.3).

[af uvis opr.; spredt i Vends]

= løfte, rokke. en stor Sten hemter man med en Staalstang, naar man med denne vrider den lidt til Side ¨ Ka do hemter ham? (= kan du løfte den) siges til en, der er ved at tage en Sæk Korn paa sig, men ikke rigtig kan faa den op paa Nakken. Lars.Ordb.87. \ hemtre sig = lette sig i sædet, flytte sig en smule [spor. i Vends] do É nåk eñtj gåt te pas, a tø©ès, do ser å hæmtèr dæ = du er nok ikke godt tilpas, jeg tykkes (= synes), du sidder og hemter dig, dvs. letter på dig, sidder uroligt i sædet. $Hellum. Hemt! siges og til Øget, naar det træder paa Skaglen. Hemtre sig op, arbeide sig op ved at klavre (= klatre). Melsen.1811.

hemtÌhen
Sidens top