hav·terne

hav·torn

hav·tidsel

subst.

[spredt i Han og Thy (±S), spor. i kystområder i øvrige Nørrejy; syn.: hav·torn]

= (planten) strandmandstro; jf. JLange.ODP.I.558f. æn sta¿s blògrön¶ tisèl, såm nuèr ka¬èr haw·tisèl, å ajèr ka¬èr haw·mañstrow¶ = en stadselig blågrøn tidsel, som nogle kalder havtidsel, og andre kalder havmandstidsel. $Lild.

hav·terne	hav·torn
Sidens top