Ìhav·lighav·lit

Se også Ìhav·lig (subst.)

Çhavlig

adj. _ haw(·)lè alm.; også *aw(·)lè spor. i SØJy og ØSønJy´N; også håw·lè spor. i Sydjy.

[jf. vestnordisk hagligr (= tilpas, behagelig); formen med å skyldes vel sammenblanding med hovlig; Sydjy (±NØ og Fanø), SønJy´N (± Mandø), spor. i MØJy´S; se kort]

Tæt afhjemlet

_ kun i flg. forb.: hverken havlig eller »lavlig = ikke tilpas, utilfredsstillende. Haule og laule sigis om det som hverchen er skickelig heller til maade. Anchersen.ca.1700. Dette Menneske, denne eller hin Ting "va ham hwærkèn aw·lè hæ¬è law·lè", var ham ikke efter Hovedet, var ham ikke tilpas. $Lejrskov. Hun wo stuer o’et, hun ræjnt eet nåwer a de gammel, de wor hwærken hawle æller lawle, nyt o flåt sku’et væe de hiele = hun var stor på det, hun regnede ikke noget af det gamle, det var hverken havlig eller lavlig, nyt og flot skulle det være det hele. SVJy. a ku et gyr et (= jeg kunne ikke gøre det) hverken havle helle lavle = ikke gøre det godt nok. SØJy.

Ìhav·lighav·lit
Sidens top