hav·græs
hav·gysen| hav·græs | hav·gysen |
subst. _ med sideformen hav·gus (Vends, sideform i øvrige Nørrejy, spor. i VSønJy).
[1632: (plur.) Havguser Vends (Brüel.KVB.29); < Ìguse; syn.: hav·rag, hav·ravs, hav·ruf, hav·sug]
= rigsm. Havguse (er en) tyk Dunst (dvs. tåge), som opstiger fra Havet om Sommeren, helst efter stærk Varme. Den er kold og gjør gjerne Skade paa Kornet i Markerne. Melsen.1811. selv det bedst stedkendte Menneske kunde paa en uforklarlig Maade _ særlig naar en Havguse indtraf _ blive saa forvildet, at det kunde gaa rundt om et Bjerg (= klit) i Timevis. NMKrom.Fanø.I.247.
| hav·græs | hav·gysen |
| Sidens top | |