Çhalt
halt·langer| Çhalt | halt·langer |
verb. _ med sideformen hjalte. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.7, K 1.5, K 1.6. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; hjå·¬t hhv. hj忬t Samsø; også hja¬§t hhv. hja¬t $Vroue; også ha¬t hhv. ha¬¶t $Hundslund; også yngre (præt.) ha¬§t SVJy.
\ Ìogså (ældre) *hj嬷t Thy´N, Mors; Çogså (yngre) ha¬·t/ha¬§t; Èogså (yngre) ha¬§t
1) = rigsm. (om menneske el. dyr) [spredt i Nørrejy (dog kun spor. i NVJy); syn.: lamme x] hoñ haltè fræ den gåµ hoñ håÛ bjænèÛ¶è i kne¿èt = hun halter fra dengang hun havde »benedder i knæet. $Hundslund. Han hen§ker å hal§ter, få han wa jo lam¶ = han hinkede og haltede, for han var jo lam. PæØwles.JyVV.23. _ (overført:) Do vil jo gjaer halt te bæjje sier, søhn te do ett rywwer ud mæ di stuer Kaael = du vil jo gerne halte til begge sider, sådan at du ikke lægger dig ud med de store karle (sagt om en vendekåbe). VilbMøll.PS.III.33. kan to tærskere ikke følge slag, håltjer di (= halter de). AEsp.VO. klåkken håltjer, når den (dvs. uret) tikker ujævnt. AEsp.VO.
2) = gå dårligt på bagbenene (pga. spat el. anden skavank, om hest el. kreatur) [spor. i Nørrejy (og kun med ældre, ikke rigsmålspræget udtale)] Spat på Indersiden af Haserne ¨ kan få Hesten til å ¡hjå·¬t. $NSamsø.
| Çhalt | halt·langer |
| Sidens top | |
}){kind=link}