halme¡ri
halm·fald| halme¡ri | halm·fald |
adj. _ med sideformen halmeret. _ (l/Ï K 4.8; ´et K 6.1:) hal·mè VestjyÌ, BjerreÇ, $Hostrup; halomo $Voldby; halmèrè Vends, MØJy, SønJy´S.
\ Ìdog halmèr(è) $Erslev; Çogså halmèt, halmèrè $Bjerre.
1) = med mange halmstrå el. halmstumper i; fyldt med halm [spredt i MØJy´S og Bjerre, spor. i NJy, Vestjy og SønJy] ¡De ¡Tach ¨ ær ¡í ¡gåt, de è få ¡hal·mè = det tag (dvs. halm til stråtag) er ikke godt, det er for halmet (dvs. der er for mange halmstumper i). HostrupD.II.2.4. gòsplasen blyw¶wer så halmere, nær wi tjyr e¶j ¨ i blÉÉswee¶r = gårdspladsen bliver så fuld af halm, når vi kører (korn) ind i blæsevejr. AEsp.VO. når è ¡møµ· wa ¡møj¶ ¡hal·mè, ¡så war èÛ ¡snår¿r ¡itj ¡te¶ å fo ¡ski¬¶ ¡aj¶ = når der var meget halm i møddingen, så var det (dvs. møget) næsten ikke til at få skilt ad (når det skulle læsses på en vogn til udkørsel på marken). Thy. \ (også, om tøj) = uordentligt; luvslidt [spor. i MØJy] Do sie (= du ser) saa halmere ud, uordentlig, som man faar krøllet sine Klæder ved at ligge i Halmen og Høet og faa Stumper af Straa paa sig. HadsH.
2) = bleg, gusten. Hun ser nøj halme ud, om en Kvinde, der er gusten, gullig og mager. *Hards´NV. *Bjerre.
| halme¡ri | halm·fald |
| Sidens top | |