hakke·lonnes
hakkelse·bing| hakke·lonnes | hakkelse·bing |
subst. _ (l/Ï K 4.8:) hakèls alm.; ha§kèls Vestjy (K 1.4);Áhakèls TonalOmr (K 1.4). _ genus: stof´plur. alm.; også (især yngre) neutr./fk. (K 7.1) el. stof´neutr. _ afvigende bf.: hakèlst Vends.
[< ¢hakke 3; mht. stof´plur. se Ord&Sag.2001.12f.; syn.: kærve·hakkelse x]
= halm skåret i småstykker til brug som foder, især til heste; i ældre tid skåret i »skærekiste, senere i »hakkelsemaskine etc. Ûi haÛ hɬ¶er eµèn ha§kèlsmaskjij·nèr i ɬèr tijèr, å så sku¬ æn kå¿l må·r å aw·tèn we lyj¶s stå å skjir ha§kèls mæ¶ æn skièrknyw = de havde heller ingen hakkelsemaskine i ældre tider, og så skulle en karl morgen og aften ved lys stå og skære hakkelse med en skærekniv. Kvolsgaard.L.79. om somèrèn så ku kå·lèn jo it gåt sker hakèls om awtènèn ¨ å dièrfår måt Ûèr om fåro¶rèÛ skerès hakèls te hièlè den¶ ti¶, te fårosarbeÛèÛ sku gyèrès. Næ sæ¶èn wa komèn i jån¶, sku hæj·stèn jo po gres, å så wa Ûèr it mièr bru¶ få hakèls = om sommeren så kunne karlene jo ikke så godt skære hakkelse om aftenen (når de kom sent hjem fra marken), og derfor måtte der om foråret skæres hakkelse til hele den tid forårsarbejdet skulle gøres; når sæden var kommet i jorden, skulle hestene jo på græs, og så var der ikke mere brug for hakkelse. NPBjerreg.ÅOmmers.19. ¡hakèlsèn di mat ¡eñtj wær får ¡lå·µ (= hakkelsen de måtte ikke være for lange), så ville hestene ikke have dem. Vends. lisådan·t sku kjy¶èrèn ha di ha§kèls, wi rebèÛ fræ ø©¶èn åm må·rèn = ligesådan skulle køerne have den hakkelse, vi samlede fra hestene om morgenen (idet køerne godt ville æde det, hestene ikke ville have). Kvolsgaard.L.81. (man skulle bruge) Hakkels a ren Havrtsjærre i dæj Tits Øggen ha hoer Arbi. I dæj steel Tits blæns mæ Havrhalm a styv Rowhalm = hakkelse af ren havrekærv (dvs. neg, hvor kornet ikke var tærsket af) i den tid, hestene havde hårdt arbejde; i den stille tid blandet med havrehalm og stiv rughalm. Vends. (spøgende:) ka do gjör de? _ de ka do tròw¶, fa¡le¬, ¡mi mu¶èr ku swöm· i æn balè ha§kèls! (= kan du gøre det? _ det kan du tro, farlil, min mor kunne svømme i en balje hakkelse); en slags forsikring. SØJy (F.II.600). (talemåde:) De leg¶er som Hø å Hakkels (= det ligger som hø og hakkelse), dvs. Strøet omkring. AarbVends.1942.211. _ (overført:) Han skjær Hakkels te æ Høns (= han skærer hakkelse til hønsene), om unyttigt Arbejde. AarbHards.1930.136. (han) skar Hakkelse til æ Kat (= katten), dvs. kastede op. Bjerre. De blywèr te Hakèls får ham (= det bliver til hakkelse for ham, dvs. usammenhængende), fordi han hakker og stammer i det (jf. ¢hakke 6). AarbVends.1932.314. _ (i remse, med varianter:) Med Haanden paa Barnets Nakke siger man, idet man trykker Hovedet ned i Takt med Remsen: "Skjæ Hakels, skjæ Hakels, skjæ Hawer imell" (= skær hakkelse, skær hakkelse, skær havre imellem). MØJy. _ (i navn på dans:) Af gamle Pardanse bruges: Skære Hakkelse, Alsisk Galopin (m.fl.). *Ussing.Als.182. \ (også) = enkelt stykke af halmstrå [spor. i Nordjy og Djurs] dæ mot ¡itj ¡wæ·r èn låµ ¡ha§kèls i¡mÉl· = der måtte ikke være en lang hakkelse (dvs. et langt stykke strå) imellem (for så tog hestene ikke foderet). Thy.
| hakke·lonnes | hakkelse·bing |
| Sidens top | |