Ìhør´¡du

hør·dukke

Se også Ìhør´¡du (interj.)

Çhør´du

interj. _ höÛ¶o alm.; hø¶u VLisbjergH (MØJy); også skrevet *hør(r)u, *høu, *hødod, (som sideform:) *håddi

[1.led egl. imp. af høre; sideformen med ´å´ skyldes muligvis sammenblanding med hør´I (se ndf. efter planke); spredt i MØJy(±NV, ±SV), spor. i Ommers´M og ´Ø samt på Djurs (± Samsø); forældet]

= hvad?; ikke sandt?; vist så! (el. lign.), som appellerende el. bestyrkende indskud. ka do ett sei mæ hvor a ka kiöv en Kon Svøn? Do haa val ingen aa sæhl, hö do? = kan du sige mig, hvor jeg kan købe lidt svin? du har vel ingen at sælge, hvad? HadsH (NBlich.VP.242). Ad æd heis skidt i mæ jen Skaaller, de æd uval Iegten hødod = jeg er ellers dårlig i min ene skulder; det er vel gigten, vist så! MØJy (PKnap.1828). "Hvor gammel er du, Voldborg?" _ "Ja, a er slet ikke så ung, høddu (= såmænd). Men Høker´Ane hun var da ældre end a, høddu (= vist var hun det!). Århus´egnen (Krist.JyA.VI.29). Ordet "höu" ¨ blev hængt bagefter den øvrige tiltale til en anden; spørgende f.eks.: "Hwa seje u, höu?" (= hvad siger du, hvad?) eller ønskende: "Ka u de, höu!" (= kan du det, dvs. gør lige det, ikke!) eller også bekræftende: "Ja, de æ sand’ nok, höu! (= ja, det er sandt nok, vist så!). Ommers. \ (hertil:) hør´I. min moder mindes (ca. 1885), at gamle folk, som man sagde "I" til (i stedet for du), er blevne tiltalt "Hörri!": "Ka I de, hörri" (= kan du det, dvs. gør lige det, ikke!). *Ommers.

Ìhør´¡du	hør·dukke
Sidens top