høj·lys

høj·mand

høj·lændet

adj.

[1670: (adv.) høylend (Gerner.Hesiod.191); vel < rigsmål høj·land; kun i anførte ældre kilder fra NVJy]

= højtliggende, højereliggende. Det højlændede eller egentlige Thyholm. KAagaard.Thye.214 (jf. s. 154). Tobaks´Øut (= ´urt) ¨ Træffes mange Steder paa højlændet Engbund. Schade.Mors.158 (jf. s. 98).

høj·lys	høj·mand
Sidens top