subst. _ høfèÏ alm.; spor. også *hyffel
[muligvis < nedertysk hüflau; spor. i ØSønJy´S og Angel; syn.: høffel·torn]
= (planten) kristtorn; jf. JLange.ODP.I.753.
hø·fag
høffel·tornhø·faghøffel·tornhø·faghøffel·torn