hø·båre
hø·dreng| hø·båre | hø·dreng |
verb. _ hø·j MØJy; hø· $Vroue; *høde spor. i øvrige Nørrejy (især i ældre kilder). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: ´t MØJy; höt $Vroue. _ ptc.: ´èt MØJy; hö§t $Vroue.
[jf. vestnordisk hæta (sideform til hóta)]
1) = true (med knyttet hånd, løftet arm, kæp etc.) [spor. i Nørrejy (± NJy); syn.: hoje 2, Çhøge] han stod ligefrem og hø·ÛèÛ ¡aj¶ mæ (= ad mig), truede mig med knyttet næve el. andet. Thy. ka do hø· atèr æ gjes så vi ka fo dæm gjæñt iñ¶ = kan du "true" efter gæssene, så vi kan få dem gennet ind. $Vroue.
2) = række armen i vejret, vinke (kaldende el. advarende) [spor. i MØJy; syn.: hoje 1] han højet a mæ, a sku kom hæn te ham (= han hødede ad mig, jeg skulle komme hen til ham). Det kan være baade en Trusel og en Kaldelse. MØJy.
| hø·båre | hø·dreng |
| Sidens top | |