hætelighætne

hæten

adj. _ hæ·tèn Løgstør (F.); he·tèn $Havbro, $Vorning; he¿tèn OnsildH (Ommers).

[af uvis opr.; muligvis beslægtet med Çhætte; Him´V, Ommers´NV, spor. i Ommers´SV, Fjends samt ældre kilder fra Sall; se kort; syn.: heppen 2, hersken, hægen 3, noden x, vånden x]

Tæt afhjemlet

= kræsen. Him (Becher.ca.1815). han æ sè he·tèn, han veÛ æ§ hva han vèÏ ha = han er så kræsen; han ved ikke, hvad han vil have. $Vorning. Hæten ¨ lækkersulten; bruges om Qvæg naar det er sparsom til at æde. Him (Gøtzsche.ca.1825). \ (hertil muligvis:) Naa de (dvs. øvrigheden, myndighederne) kom jo da ogsaa efter Bodil (dvs. arresterede hende). Ved saadan en Lejlighed er de ikke saa hetens (= nøjeregnende?), de store Herrer. *Staun.UD.27.

hætelighætne
Sidens top