hæsping
hæs·sigte| hæsping | hæs·sigte |
subst.
[spor. i MØJy og Bjerre, desuden $Aventoft; syn.: hæs·have]
= (indhegnet) plads (nær gården), hvor der sættes »Ìhæs. Naar de (dvs. lade og lofter) var fyldt, og man havde mere Korn, satte man det i Stakke udenfor Gaarden i Stakhaven eller Hæssepladsen. MØJy. Hæs anbragtes helst paa en Plads, hvor der var i hvert Fald nogen Læ mod Vest´ og Nordvestenvinden. En saadan Plads, som oftest omgivet af store Træer, fandtes ved mange Gaarde og kaldtes Hæspladsen. $Houlbjerg.
| hæsping | hæs·sigte |
| Sidens top | |