hærpe·træ

hær·vej

hærve

verb. _ hærè/Áhærè (K 1.9) alm.; også hæ·r VHorneH´N (SVJy); også skrevet *herre _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< vestnordisk harfr (el. lign.; opr. = gren med kviste; siden dels om redskabet harve, dels om kæp til opvinding af tråd), jf. SAOB.XII.H2143+H482; jf. ØMO., svensk og norsk dialekt härva hhv. herva; SVJy (med naboegne i SØJy´S), ØSønJy´N; se kort; syn.: Çhaspe 2, strangle x, strente x, vinde x]

Tæt afhjemlet

= vinde (garn fra rokkens ten over på en garnhaspe el. ´vinde og videre herfra i fed af store garnløkker); jf. Ord&Sag.2003.9f. (med ill.). æn hærèr æ gå¿n å¶ æ ti¶èn o o¶ æ hæsptræ¿ = man hærver garnet fra tenen og på hæspetræet (= garnvinden; jf. haspe·træ). $Darum. å·, læj¶ mæ dæñ¶ hærètræ¿, så èl a hærè dæñ¶ ti¶èn få dæj = åh, ræk mig det »hærvetræ, så vil jeg hærve den ten for dig. $Lejrskov. o hæ·r gå¿n = afhæspe garn i klavser fra hærvetræ (garnvinde). VHorneH (HPHansen.Opt.). Det Uldgarn, der skulde farves, blev afhaspet (herret) og blev efter Farvningen vundet i Nøgler. GørdingH. Når de, der "hærrer", begår den Fejl, at Garnet en enkelt Omgang smutter uden for "æ Hærretræ", så siger man, at han "hærrer en Hest" (jf. hest 5.1). GørdingH.

hærpe·træ	hær·vej
Sidens top