hærm	hærme¡sere

Se også hærm (subst.)

hærme

verb. _ hær·m alm.; også hæ÷rm KærH (Vends). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; ´et (K 6.1) Sundeved.

 Næste betydning

1) = sørge, beklage sig; plage [< hærm 1; spor. i Midtjy] så stak de (dvs. de polske tropper) ild på byen ¨ (men) det hus, som karlens moder sad i, det skulde hun have (uskadt) og sidde og hærme sig i over hendes (forventeligt henrettede) søn. MØJy (Krist.DS.IV.99). (vbs.:) hær·mèn = plageri (tiggeri) for at opnå et eller andet. Hards.

 Forrige betydning

2) = skælde ud; larme [< hærm 2; spredt i NJy, spor. i MVJy og SønJy] hanj hærmt op og holjtj en rele Anstaljtj = han skældte ud og holdt en forfærdelig ballade. Lars.Ordb.103. Hunden gjør og hermer (= glammer). Noe´Nygård.S.38. \ (hertil vel også:) hanj hær·mt ætter mæ = (han) truede, hødede (efter mig). *Læsø (Røjkjær.Opt.). de hærmet i mæ = (jeg blev) hidsig el. vred. *Sundeved.

hærm	hærme¡sere
Sidens top