hæge·vorn
Çhægl´| hæge·vorn | Çhægl´ |
Se også Çhægl´ (sms.led), hegl (subst.)
subst. _ h橶l alm.; hæ©èÏ $Hundslund; også skrevet *heg(e)l _ som 1.sms.led: se Çhægl´. _ genus: mask./fk. (K 7.2).
[jf. norsk dialekt hekel (= snip, hage); spredt i Hards, spor. i Vends´SØ, Him´Ø, desuden $Hundslund]
= bageste del af leens blad (hvorfra det smalner ind til halen, jf. Çblad 1, Ìhale 2.5); jf. Skautrup.H.I.81 (med ill., markeret med tallet 8). Jens brugte ikke, som andre, Kanten af æ Hå·rham¶er (jf. hare·hammer), men hele Banen, og det tog derfor ikke lang Tid for ham at hærde en Le fra Hægl te Åj¶ (= »od). Hards (HPHansen.GF.II.86). Var det saadan, at der var kortere fra Høleskaftets nederste Ende og til Hølebladets Od end til Heglen, saa sagde man, at Høleen var "under Hug", og det var altid fejl (jf. Ìhug 2.4). AarbHards.1914.68.
| hæge·vorn | Çhægl´ |
| Sidens top | |