hår·fugl
hår·kam| hår·fugl | hår·kam |
subst. _ med sideformerne hoved·ren, horen, hore (alle i betydning 2). _ ho·reµ alm.; (betydning 1:) *hoeng VHanH; hå·reµ $Ræhr; hårèµ Skyum.Mors.I.69; (betydning 2:) også horeµ, håreµ, *hårè HvetboH; også ¡ho·ªrÉ¿, ¡hu·ªrÉ¿, hu·rÉn, ho·rèn, ho·r HvetboH, BørglumH´SV. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).
[vel opr. afledning til et adj. modsvarende det vestnordiske hár (= høj), i betydning 2 delvis forvansket el. omtolket, fx i tilslutning til ren x (= agerskel)]
1) = højereliggende (og derfor tør/hård) plet i eng, mose etc. [spor. i Vends´SV, Han og NVJy] Høj og tør eng kaldt man hoeng; der var et meget tyndt lag græs og mest af katskæg (jf. katte·skæg). VHanH (AarbThisted.1957.191). tör¶ren ska hælst leges på i hooring = tørvene skal (efter gravningen) helst lægges (til tørre) på en håring. AEsp.VO.II.97. en lille gård i sognet ¨ kaldes "Æ Hooring" ¨ den ligger højt. Thy´S.
2) = upløjet skelvold mellem marker [BørglumH´V, HvetboH´N, én kilde i KærH´V (alle Vends); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
en horen = en græskant, der danner skel på høj mark. HvetboH. Min Bedstefar og hans Broder fik (i 1886) hver sin Ejendom ¨ op til hinanden, og (imellem dem) findes i Dag en græsgroet Forhøjning ¨ Horen. Saa langt som min Familie kan huske tilbage, har Horen ligget der uden at blive rørt af Plov eller Harve. HvetboH. (overtro:) dæ¶j der læt plåw¶wen ska·w let å hooren, kam te å go ijæn = den der lod ploven gå hovedrenen lovlig nær, kom til at gå igen. AEsp.VO.II.54.
| hår·fugl | hår·kam |
| Sidens top | |