hånds·ret
hånd·stang| hånds·ret | hånd·stang |
subst. _ med sideformerne hånd·rækning, hånds¡rækning (VSønJy). _ afvigende 1.sms.led: håç·js´ $BørglumÌ; også håñ¶s´ $Vroue, $BjerreÇ; hå·ñs´ $Give; ®hañs´ $Vodder, $HostrupÈ, $Aventoft; *hand´ ØSønJy´N; ¡hañ·´ Fjolde. _ 2.sms.led: ´rækneµ/´ræ§kneµ (K 1.4)¢.
\ Ìogså hò·js´ BørglumH; Çogså håñs´; Èogså ®håñs´; ¢også ´ræ§knèµ Als.
1) = rigsm. (hjælp) [spredt afhjemlet] å·, gi m¶æ ¡li·© en ¡ho¿nsªrækneñ = åh, giv mig lige en håndsrækning (dvs. hjælp mig lige). $Tved. (også:) å gø·r æn Hañs¡ræknèµ = at gøre (nogen) en håndsrækning. HostrupD.II.2.7.
2) (spøgende) = lussing, slag med hånden [spor. i MVJy og Sydjy] hund fand sæ nöj¶ te¶e å gi mæ de, (NN) kaldt "æn Hå¶ndsræk¶neng", nur Bask så· vi = hun (dvs. moderen) fandt sig nødt (dvs. nødsaget) til at give mig det, NN (fra nabosognet) kaldte "en håndsrækning"; nogle bask, sagde vi. TKrist.BT.25.
| hånds·ret | hånd·stang |
| Sidens top | |