hånde·vending
hånd·fast| hånde·vending | hånd·fast |
subst. _ el. (med tryksvagt 2.sms.led) ¡hånd®fang (alm., undt. Læsø, Midtjy´Ø og SØJy). _ 2.sms.led: ´®fåµ alm. i Nørrejy (spor. i NVJy yderligere svækket til ´®feµ, ´®fèµ); ´ªf嵶 $Læsø; ´ªfoµ¶ Midtjy´Ø, SØJy; ´®faµ Sønderjy (i ´V spor. også ´®fåµ). _ genus: neutr./fk. (K 7.1) alm.; også mask. Vends. _ plur.: ´er (K 6.2); u.end. $Børglum, $Læsø, $Torsted.
[< fang 2; SønJy (±NØ, ±S og ± Rømø), spredt i NVJy (± Thy´N), Fjends, Ommers og MØJy, spor. i øvrige Jyll; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= håndtag, hank (på dør, redskab, beholder etc.). vo dæ Áitj æ èt Áhañfaµ, æ dæ en Ákleµk å è dö = hvor der ikke er et håndfang, er der en klinke på døren. $Rise. Smørskeen havde èt tycht (= et tykt) Áhåñfaµ (dvs. skaft). Als. en Strip (jf. strippe x) var knap saa stor som Spandene (til at malke i), vi har nu, og saa havde den et Håndfong i den ene Side. MØJy. Stængerne på en Trillebør kaldtes è Áhåñfaµè. Als. Áhañfaµ: om det nederste Stykke af Skaftet på en Hyrdepisk. $Bov. Kratten er en stor Rive med nogle og tredive Jerntænder. Paa Skaftet er en Knage til Haandfang og tillige fastgjort en Sele, som man spender (= spænder) om sig. Schade.Mors.291. Efter Svingploven fik man Plove af Jern, der ikke har andet Træ end Haandtagene (jydsk Haandfong). MØJy. _ (spec.:) Bagest og foroven i "æ Maalfjæl" (= »muldfjæl) var der ofte et Hul saa stort, at man kunde faa en Haand derind og derved løfte Ploven, naar denne skulde rykkes tilbage i Furen. Dette Hul kaldtes "æ Haandfang". ØSønJy.
| hånde·vending | hånd·fast |
| Sidens top | |