ÌgyngeÈgynge´

Se også Ìgynge (subst.), Ègynge´ (sms.led)

Çgynge

verb. _ med sideformerne gyngre, gynke. _ gøµ·/gøµ/Ágøµ· (K 1.3) alm.; jø÷µ Vends; gjøµ· Han´Ø, Him; geµ· $Tved, NSamsø; også gøµèr $Bov, spor. i MØJy; også gøµk/Ágøµk (K 1.5) $Rise, $Bov, spor. i MØJy. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; ´t Vends.

[spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy (nord for rigsgrænsen); syn.: Ègunge, ¢gunge]

= bevæge sig op og ned (fx om båd i uroligt vand, om usikker is, hængedynd etc.); spor. også (yngre) om at gynge i en gynge. de gønge myj¶ ¡dæn¶ªgång¶ wi sæjlt øw¶è(r) lyw¶ bræ·nèng = det gyngede meget, dengang vi sejlede over Livø Bredning. Skyum.Mors.II.111. de Ágøµèrè _ det gyngrer, siges om Mosebund, der gynger, når man træder derpå. $Bov. (spec.:) hañ setè å Ágøµkè sæ = han sidder og vipper på Stolen. $Bov.

ÌgyngeÈgynge´
Sidens top