gussi
Gustav| gussi | Gustav |
verb. _ med sideformen gusse. _ gusi alm.; gus Vends (±N), Læsø, Han, sideform spredt i NVJy og Him´V, spor. i øvrige Nørrejy; gusè $SSamsø; gysi spor. i MØJy´SØ. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) alm.; u.end. $Todbjerg.
[beslægtet med gyse; NJy, NVJy, MVJy, spredt i NØJy´V, spor. i øvrige Midtjy og i SØJy; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= sitre, ryste (af kulde, feber, forskrækkelse, afsky); oftest anvendt upersonligt (det gussier (i) én). PKnap.1828. u·, de gusit mè = uha, det rystede mig, det løb mig koldt ned ad Ryggen. $Vorning. hubaw¶! (= føj!) siges, når der er noget, man væmmes ved, når det gussier en. $Agger. dæñ æ·vèl æ så su¿r te de æ ve¶ èr å gusi mæ = det æble er så surt, at det er ved at gussie mig (dvs. at jeg gyser). Hards. de ¡gusièr ¡i m¶æ ¡næ¿r a ¡fo¿r en ¡sløµ·ªtu¿r å de ¡ki¬èr i mi ¡maw· = det gyser i mig, når jeg får en gyngetur, og det kilder i min mave. Hards. (vbs.:) a ¡hå¿è ¡sö¿n ¡gusjèn i mi ¡kråp (= jeg har sådan gussien i min krop), dvs. jeg har kuldegysninger. Ejskjær.Brøndum.94. (præs.ptc., som adj.:) Esben stirrede med sammenknebne øjne, en gussende kulde krøb ind i hans krop og fik gåsehuden til at strammes om de bare ben. KEPed.FA.16. \ (refleksivt:) gussie sig = skutte sig, gyse [spor. i samme områder] han sukker _ og gusser sig, som hans Sjæl laa frossen i Brystet. Skjoldb.WK.15. Per gussede sig i sin tynde Arbejdsdragt. Aakj.VB.245. \ (´hertil muligvis også:) gusè ¨ = banke varme i, gnide for at stille fx. kløe ¨ også upersonligt i forb. "det gusè mig" = det kløer på mig. *SSams.I.185.
| gussi | Gustav |
| Sidens top | |