gul·øje
Çgumle| gul·øje | Çgumle |
Se også Çgumle (verb.)
verb. _ (l/Ï K 4.8:) gomèl _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; gomèlt Nordjy, Hards og Fjends; gomè¬ SVJy, spor. i VSønJy´N.
[alm. (dog ikke optegnet fra SSlesv)]
= tygge langsomt el. med besvær (pga. manglende el. dårlige tænder). De æ saa næm aa gommel, søhn nøj hjemboggen Brø, fu de haa nøj tyk Blødh aa en tøn Rengh = det er så nemt at tygge, sådan noget hjemmebagt brød, for det har noget tyk krumme og en tynd skorpe. AarbMors.1924.19. si¶el fæ¶ a æn stu¶er Humpleng brow¶n Sokker å gom·el o¶ hæn¶ æ æ Væj = selv fik jeg en stor humpel brun sukker at gumle på hen ad vejen. TKrist.BT.5. noon hÒÒr wel ja·n gommel på tyj¶re = nogle høveder vel gerne gumle på tøjret. AEsp.VO. (talemåde:) De war æn tör Pre·kèn å gomèl æpå = det var en tør prædiken at tygge på. AarbVends.1932.314.
| gul·øje | Çgumle |
| Sidens top | |