Çgube
Çgud| Çgube | Çgud |
Se også Çgud (subst.)
subst. _ a) trykstærke former: guj alm.; gu Vends; også guÛ spredt i Nørrejy (undt. NJy og Him); også gur spredt i MVJy´NØ og SønJy; også gu© spor. i MØJy´SØ. _ b) tryksvage former (i eder mv.): gu alm.; også go, gå spredt i MØJy, spor. i Vestjy´N og SØJy; gi spredt i NVJy, NØJy og Fjends. _ genitiv: gus alm.; guts $Fjolde; ("dobbelt genitiv":) gusèns MVJy, SVJy og SønJy.
1) = rigsm.
1.1) i alm. [< rigsmål; syn.: vor¡herre x] han tro·è Áværkèn å guj æ¬è tro¬, han æ èn re·n Áherneµ = han tror hverken på gud eller trold (dvs. fanden), han er en ren hedning. $Rise. (talemåder:) kafètji·l, de Ér hÉ gu å a·n a¿st = kaffekedlen, det er hendes gud og anden rumpe, dvs. hendes kæreste tilflugt. Vends (F.). èn ska ¡frøjt ¡guÛ å ¡føÏè ¡laçjªvej¶èn (= man skal frygte gud og følge landevejen), dvs. skik og brug. $Gosmer. hwes guÛ væl ¨ å væj¶rèÛ de væl hol· (= om gud vil og vejret vil holde; siges) naar man lover en Ting, som man helst ville være fri for. Ommers. (spøgende:) a to©tè men ku·n mæ gus ow¶r, sò· maçj¶, haçj drøw bi¿ßèlèn i hwòt åpå tjæl赶èn = jeg tugter min kone med guds ord, sagde manden, han smed bibelen i hovedet på kællingen. Vends (F.IV.190). \ gud og mænd = mild ed [jf. guds mænd (se pkt. 2.2)] gaa og mænd (= gud og mænd!; udtrykket) var særlig anvendt af Kvinderne. *GjernH (MØJy).
1.2) i udbrud [spor. afhjemlet] å guj så ¡teñªs¬et de ¡ær = åh gud, så tyndslidt det er. $NSamsø. næj gu wel a entj = nej, gu(d) vil jeg ikke. AEsp.VO. ta mæ mi kjæp, ¨ guj får 嬶teµ¶ = tag mig min kæp, gud for alting (= for alt i verden). Vestjy (F.). gu da wal! udråb i forundring, bestyrtelse, stundom brugt i spøg. $Hellum. "di seer ¨, haj er døj". "Nej, Gu’ wal!" = "de siger, han er død" _ "nej, gud vel!". Thise.SoG.31.
1.3) genitiv i faste forb. (evt. "dobbelt genitiv", ofte i tryktabs´forb. og ofte med svækket betydning). _ guds ¡barn. a) = kært lille barn [spor. afhjemlet] sòòñ¶t æ bette Gus¡bòò¶n! = sådan et lille guds barn. AEsp.VO. Mæn lildè Gus Ba¶n, va grær¶ do sår·n får = Men lille Guds Barn (dvs. kære Barn), hvad græder du sådan for? HostrupD.II.1.224. _ b) = »missionsk person [spor. i Nordjy] han æ blöwn æn gus bå¿r (= er blevet et guds barn), dvs. er bleven (religiøst) omvendt. Mors. _ guds »be¡skærmelse. _ guds ¡engel = engel [spor. afhjemlet] (i aftenbøn:) nær i min S浶 æ gæ¿r, / fjo·tèn Gusæµ·lè åm mæ stæ¿r = når i min seng jeg går, fjorten guds engle omkring mig står. JMads.FH.158. De Bò¶n ær æn rɶn gus Ængel å sitj te’ = det barn er en ren guds engel at se på. Vends. _ guds englilje = (planten) engblomme. *Sønderjy (JLange.ODP.II.738). _ guds ¡får = meget enfoldig person [spor. afhjemlet] _ guds ¡gaver se Ìgave 1. _ guds hånd/finger (el. lign.). a) = den lyse rodknold af planten gøgeurt; ofte tilskrevet magisk virkning; jf. Brøndegaard.Flora.I.233 [jf. fandens hånd (se fanden 3.2); spredt i Nørrejy] Giver man et menneske noget ind af Fandens hånd, går han fra forstanden. Får han så noget af Guds hånd, kommer han sig. Mors (Krist.DS.IV.614). stryger man på det (dvs. et "dårligt sted" på menneske el. dyr) med Guds hånd, kommer det sig (= bliver rask). Krist.DS.IV.614. _ b) = (planten) gøgeurt; jf. JLange.ODP.II.150 [spor. i Hards] _ guds ¡løn [jf. gud ¡lønne dig (se pkt. 2.1); spor. i SSlesv] Manne Gus´Löhn ò Tak! ¨ almindelig Form for inderlig Taksigelse. Hagerup.Angel.60. _ guds ¡lån se lån x. _ gud(s) ¡tak [jf. guds ¡løn (ovf.)] manè gus tak! (= mange guds tak) vel mest fra fattige, der får en almisse. *$Darum. Gui Tak (dvs. Mange Tak), deraf død’ e Smeis Kat (= døde smedens kat; den) fik nemlig ikke andet at leve af end Takken. *Sundeved og Als (KKarstensen.1850). _ ingen gudsens ting = ingenting overhovedet. *MØJy. _ guds(ens) ¡vejr/¡vejrlig = uvejr, tordenvejr [spredt afhjemlet] et feit Gudsveer = en sterk Torden. Angel (Kappel.1837). e grome gusverli mÉ frÒst å rÉjfòg = et skrækkeligt (guds)vejr med frost og rendefog (dvs. snefygning). Grønb.Opt.161. (hertil:) è gusforÒwèn we·rli = et guds forrygende vejr. $Børglum. _ guds vold. ¡de tåw ¡gus ªv嬶 æwè¡r嬷 (= det tog guds vold over alt), dvs. det tog helt Overhaand, f.Eks. med en Mand, der sætter sig hen og begynder at drikke. *$Vodder.
2) i hilsner, udbrud, eder mv.
2.1) med efterflg. verb. i ønskeform (men evt. underforstået; i flere tilfælde med fader 4 som forstærkende ord: gud ¡fader). _ gud ¡bedre (mig det mv.) [< Çbedre 2; spredt afhjemlet] "A æ fræ (= jeg er fra) Dejret", sa’e Manden, "Gu’ bejr’et!". Sgr.I.158 (tilsvarende ved andre stednavne). (spøgende:) Gui beier et, såi æ ronnevær, han kund it følle æ får = gud bedre det, sagde (ronne)vædderen, han kunne ikke følge (med) fårene. SønJy´V. _ gud be¡vare (mig/os mv.) [spredt afhjemlet] Gui bewaar Jær aam æ mo fo de Skifuld Mjælk, I haa læwnt fræ Jæ Daawr = gud bevare jer, om jeg må få den skefuld mælk, I har levnet fra jeres »davre (sagde tiggeren). AarbThisted.1909.103. _ gud for¡lade mig (det) [< Çfor¡lade 1; spredt afhjemlet] guj få¡lå¿ ªmæ è (= gud tilgive mig det), kunne de gamle tilføje for at bedre på det, de havde sagt. $NSamsø. _ gud ¡fri mig/os (vel) [< Çfri 2; spredt afhjemlet] naar han (dvs. en uldkræmmer) kom ind et sted til gamle kunder, hilste han (selvironisk): godaw’ o gu frijg wos, så hå¶r I mæ ijæn (= goddag og gud fri os, så har I mig igen). Hards. _ gud have lov (og tak) / tak og lov [jf. gud være lov (ndf.); spredt afhjemlet] Gujhelov, te det er øver! = gud have lov, at det er overstået. SJyMSkr.1929´30.159. (spøgende:) "Guj ha Low for så vidt," såj æ Mand, han vidst et hur han war = "gud have lov for så vidt", sagde manden, han vidste ikke, hvor han var. AarbHards.1930.133. _ gud lov [spor. i SønJy´S] æ hæ jo ¡gulåw ¡nåk å ¡tæj aw = jeg har jo gud (ske) lov nok at tage af. $Bov. _ gud ¡hjælp(e) (dig/jer) [spredt afhjemlet] I min Barndom (ca. 1870) gik man ikke forbi arbejdende Folk uden at tilråbe dem et "Go¡daw å Gu¡jælp" = Goddag og Gud hjælpe dig (ved dit Arbejde). HostrupD.II.1.223. "go ¡hjelp dè!" (= gud hjælpe dig); hertil kan spøgende svares: "ja, ¡do vel wal ¡it?" (= ja, du vil vel ikke). $Todbjerg. gu hjÉlp jÉ (= jer), spøgende til (dem), som dovner. MØJy (F.). _ gud ¡hør(e) (det) [spor. i Nørrejy] gu hø¿r de! (tilføjer man) ved et fromt ønske. $Agger. den forbipasserende sagde: "Goddag og Gud hjælp", hvorpå de arbejdende svarede: "Gud hør". MØJy. _ gud ¡linde dig = råb i leg [< linde x; spor. på Mors] Naar vi under Leg fangede en, som da skulle afløse, sagde vi "Gulendæ!", idet vi rørte ved vedkommende. Ordet skal vist betyde Gud lene dig eller indstille dig. MorsSH. _ gud ¡løn(ne) dig [spor. i Sydjy] Tiggerskerne sagde, når de fik noget: ¡tak ¡tak ¡tiw¶siñ ¡tak guj ¡lø¿n dè (= tak, tak, tusind tak, gud lønne dig). Bjerre. guj lÒ¿n dæ, ¡a ka e§t! = gud lønne dig, jeg kan ikke. $Darum. _ gud ¡nåde (mig/os) [spor. afhjemlet] A æ saamænd fræ Almind, Gui naae me! = jeg er såmænd fra Almind, gud nåde mig. Fjends (jf. gud bedre mig ovf.). gu no·è wos wal!(= gud nåde os vel), dvs. gud fri os. $Voldby. (i remse om hyrdedrenge:) guj nå·j vi armè he·rè / vi æ så lånt frå· by = gud nåde vi arme hyrder, vi er så langt fra byen. $Bov. _ gud ¡spare os [spor. i MVJy´N] Ih, Gud spaar wos _ sikken en Spær, du er bløwen (= så meget du er vokset). EBertels.H.168. Men Gud spaar og bewaar jen, hwad er æ endda for en Bødlen og Spektakel = men gud spare og bevare en (dvs. mig), hvad er det dog for en tumult og spektakel? Aakj.BE.29. _ gud ¡tage mig. Gu ta mæ, (bruges af nogle) isteden for anden Banden. F. Eks. De æ Gu ta mæ sann a sæjer = det er gud tage mig sandt (hvad) jeg siger. *Schade.67. _ gud ¡trøste [spor. i SSlesv] (advarsel:) guj ¡try·èst, gy·er ¡de it = gud trøste, gør ikke ¡det. Angel. _ gud være lov [jf. gud have lov (ovf.); spredt afhjemlet] do glæmè da, guwèlåw¶, e§k dæ si¶èl! = du glemmer da, gud være lov, ikke dig selv; siges avende (dvs. som kritik) til den, der nævner sig selv først. $Agger. _ gud (være) med (dig/jer) = gammeldags hilsen [jf. guds ¡fred (se pkt. 2.2); spredt afhjemlet] naar vi børn skulle hjemmefra og i plads (dvs. ud at arbejde), hed det: Ja så forwal. ¨ guvemæ’de, o skik dæ no wal (= farvel, gud være med dig, og skik dig nu vel, dvs. opfør dig nu pænt). Hards. ska do no go¿, så go ¡mæ Ûæ = skal du nu gå, så gud med dig. Vends. gus fre (= guds fred) besvaredes för med gu mæj¶èr (= gud med jer). $Tolstrup.
2.2) i genitiv´ og præp.leds´forbindelser. _ guds ¡død (også med udvidelser som guds ¡død og pine, guds ¡død og undergang) [spor. afhjemlet] (hertil formentlig, som nedslidte tryktabsforb.:) De ved a gestej¶ e§t = det ved jeg guds død ikke. SØJy (Krist.JyA.I.18). De er ste Löwn = det er guds død løgn. Hards. de trower a støpiñ e§t = det tror jeg guds død og pine ikke (jf. død 4.1). Hards. _ guds ¡fred (især brugt ved indtræden i hus) [spredt afhjemlet (dog kun spor. i Han, NVJy og Djurs); forældet] Naar Nogen træder ind og hilser med et Gus Fræ el. Godaa i e Stou! (= guds fred el. goddag i stuen) modtages man med et Tak! valkommen! (= velkommen). Schade.157. "gus fre" besvaredes för med "gu mæj¶èr" (= gud med jer). $Tolstrup._ guds ¡mænd (el. lign.) [jf. gud og mænd (se pkt. 1.1; egl. = guds hellige mænd); spor. i Vends og Thy, desuden Anholt] De æ Gudsmæj saj = det er (ved) guds mænd sandt. Vends (JySaml.1Rk.III.120). Å, Gus menn å marri = ak, Guds mænd og Marie! (dvs. jomfru Maria). Krist.Anholt.128. _ i guds navn. a) anvendt ved påbegyndelse af arbejde, rejse, sygdomsbehandling etc. [spredt afhjemlet] ¡så i ¡gus ¡naw¶n; bøn som man brugte, (bl.a.) når man begyndte at så, og manden skulle til at tage den første håndfuld korn; når man skulde til at tage det første skår i høst ¨; og ellers ved påbegyndelsen af betydningsfulde arbejder eller ved vigtige afgørelser, fx ved bejlen: ja, så i ¡gus ¡naw¶n, ¡ta ¡så hin¡aj·n (= ja, så i guds navn, tag så hinanden). $Torsted. _ b) anvendt ved tiggeri [spredt i Nørrejy] Det (dvs. at gå som tigger) kaldtes ogsaa at gaa i "Guds Navn", da Tiggerne altid brugte at bede om deres Almisse i "Guds Navn". CJensen.Nørlem.18. (spøgende:) i Daw kommer a ett i Guds Navn; a vil blot spør¶, om do ett wanter nowwer Tyrstagger = i dag kommer jeg ikke i guds navn; jeg vil blot spørge, om du ikke mangler nogle tøjrpæle.Feilb.BL.I.193. _ gud i vold = gammeldags afskedshilsen (jf. vold x) [spredt i Nørrejy] Når han (dvs. bedstefaderen, omkring 1860) sagde Farvel til Børnebørnene, sagde han: Gu i W嬶. Hards.
2.3) reduceret til adv.; i forb. (så) ¡gu, (så) ¡gi mv., se sgu.
| Çgube | Çgud |
| Sidens top | |