gryn·kerne

gryn·kube

gryn·korn

subst. _ med sideformen gryns·korn.

[spor. i Vends; syn.: gryn·kerne]

= enkelt gryn. der er wes i·n grynskwònner i di hÉɶr wÉlling = der er vis ingen gryn i den her vælling. AEsp.VO.I.271.

gryn·kerne	gryn·kube
Sidens top