grusliggrusom

grusne

verb. _ med sideformen grusme. _ grusèn alm.; grusèm MØJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[vel < grusse; spor. i Han, NØJy, MØJy´NV og Fjends´S]

= gyse; grue. ogsaa de forvovne Udgifter, han tumlede med, kunde grusne i én. Staun.UD.129. hun grusent ordentlig, da hun hørte om ulykken. Him. a grusmè får¶t = jeg gyser, gruer for/over det. MØJy. grusèmèt = (følte) ræd Undren, i Slægt med (en) Gysen. GaltenH. (i passiv:) Min mor sagde i betydningen at være bange for noget: det er til at grusmes over. Him.

grusliggrusom
Sidens top