gruntning
Çgrus´| gruntning | Çgrus´ |
Se også Çgrus´ (sms.led)
subst. _ gru¿s/grús/gru·s (K 2.1, K 1.1) alm.; grus Vends (vsa. gruws ´V), Han´Ø, Him´N og ´Ø, Als; grås, gros ældre former på Mols; også gruws spor. i Thy, Hards´NV, samt på Fanø og Rømø._ som 1.sms.led: se Çgrus´. _ genus: stof´neutr. alm.; stof´plur. $Storvorde.
[< ældre rigsmål; alm., i NVJy, Han, Sall, MØJy og Bjerre dog først indlånt omkring 1900; syn.: grud]
= rigsm.; oprindelig om den blanding af sand og småsten, som graves op i en grusgrav el. på en strand, og som først efter harpning (jf. Èharpe) bliver grus i nutidig forstand. det almindelige ord for groft sand er gru¿Û; der er muligen (ca. 1880) i begreb med at udvikle sig en kløvning i betydning, således at gru¿s betyder det mest stenede, som bruges til at køre på veje. Bjerre. Af Jordarter skelnede man (i 1870¶erne) mellem Jord, Sand, Grus og Ler. AarbAarh.1939.47. Vi maatte (i 1850¶erne) ¨ selv holde Vejene i orden. Hver Mand havde sit Stykke at indgrøfte og køre Grus paa. Det var afmærket med en Pæl med vedkommende Mands Navn paa. Arbejdet blev gjort i Foraaret, lige før Amtmanden kom paa Vejsyn. Gejlager.NHF.95. Husmændene blev (i 1870¶erne) tilsagt til at møde i Grusgraven for at fylde det Grus, som skulde køres paa Vejene, og Gaardmændene blev tilsagt til at køre det ud. AarbThisted.1933.332. Nutildags bruger vi at støbe (med) Cement og Grus. Mors. (overført:) Grus i æ Øvn (= grus i øjnene; når man har svært ved at holde dem åbne). SønJy. gru¿s i wañ¶èt (= grus i vandet, dvs. (sygdommen) nyresten). $Hundslund. \ (overført:) det går i grus (el. lign.) = det falder fra hinanden, bliver til ingenting etc. [spor. afhjemlet]
| gruntning | Çgrus´ |
| Sidens top | |