grob·brink
grobe·krog| grob·brink | grobe·krog |
verb. _ gro·b, gro·ß Thy´NØ og ´S; gro·v Hards, Sydjy; gro·f SønJy (dog gråw· $Agerskov), sideform spor. i Hards og Sydjy. _ præs.: ´er (K 6.2) Nørrejy; gro·vèr $Vodder. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) Nørrejy; gro·vèt $Vodder.
[< Ìgrob; Thy´N og ´S, Hards og SVJy, spredt i SØJy og SønJy´N; se kort; syn.: grøbe 2, grøble 2, grøfte 1]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= grave grøft; rense grøft. aa gro·f = at grøfte: hvert Foraar blev Grøfternes Sider og Bund gravet rene for det Græs, der i Aarets Løb var vokset frem paa Siderne og i Bunden, og derved hindrede Vandet i at løbe. VSønJy. han gro·vèr i æ 浶 = renser grøfter op i engen. SVJy. o grov æn fæñ· iñ¶ = kaste grøfter rundt om fennen som hegn. $Darum. ¡så sløwèt æ ¡gro·vèñ jo ªmöj¶ a¿ vu de ¡e§tj va så ¡vañèr te vi sku gro·f får æ ¡vañ¶ = saa (da Pigtraaden kom) sløvede Grøftningen jo meget af, hvor det ikke var saa vandet, at vi skulde grøfte for Vandet (dvs. grave grøfter for at lede vandet bort). $Vodder. \ (hertil:) op·grobe = rense grøfter op. (1736:) en fra hver (gård), som fællig i Merschen (= mærsken) hafver skal møede at opgrobe. *RibeAmt.1939.124.
| grob·brink | grobe·krog |
| Sidens top | |