gritle·klud
gritte·fjæl| gritle·klud | gritte·fjæl |
verb. _ grit _ bøjning: ´èr ´èt ´èt _ præs. passiv: *grettes VisH (SlesvProv.1863.486).
[af uvis opr.; jf. FestskrFalk.51f.; ØSønJy syd for rigsgrænsen, Angel´V, desuden $Bov; se kort; syn.: gridde, gritle]
 |  Tæt afhjemlet |
= smøre brød over og forbage dem; »gistne. Naar Brødene var slaaet op, blev de grittet, dvs. sat ind i Ovnen et Øjeblik, mens Ilden endnu stod ved Siderne ¨ Et Øjeblik efter er de brune. SJyMSkr.1928´29.29. (når ovnen var varm og brødene parate) så blæw di gritèt ¨ føst æwèsmu·e mæ bjest, så blæw di jo så blaµ·k ¨ å væn di så vå go·j å dæn jæn· si·, så taw vi èm u·è å væ·ñ èm om, så fek di så·èn res mæ æn kniw, å så blæw di jo dæ· æwèsmu·è å så kåm di iñ æ¡gjæn = så blev de grittet: først smurt over med bjæst (dvs. råmælk), så blev de jo så blanke, og når de så var gode (dvs. bagt nok) på den ene side, tog vi dem ud og vendte dem om, så fik de sådan en ridse med en kniv, og så blev de smurt over dér (dvs. på den side, der nu var øverst), og så kom de ind igen. KærH (SønJy).
| gritle·klud | gritte·fjæl |
| Sidens top | |