grise·svær
grise·tang| grise·svær | grise·tang |
adj. _ med sideformen griseret. _ (´et K 6.1:) gri·sè alm.; også gri·sèÛ Thy; gri·sèt, grisèt MØJy; Ágri·sè Als; grisè $Ål, Haderslev, $Vodder, Flensborg; gri·sèrè $Vroue, MØJy; grisèrè $Vodder.
[< Ìgrise 1; spredt i Thy, Fjends og Midtjy´Ø, spor. i Vends, Him, SVJy og Sønderjy]
= snavset, beskidt, urenlig. di æ så gri·sæ mæ ò·l Teng = de er så urenlige med alting. Vends. dæn¶ smaj·t så gri·sèÛ (il·) = den smagte så griset (dvs. ilde, dårligt). Thy (Lyngby.Opt.). _ (spec.:) grisèt arbè = hastværks´, kludrearbejde. MØJy. \ (også) = uanstændig. Han æ så gri·se i sin Snak = Han er så griset (uhøvisk) i sin Tale. *HostrupD.II.1.212. \ (hertil formentlig:) grisse = nærig (fedtet). *Haderslev.
| grise·svær | grise·tang |
| Sidens top | |