Çgrav´
grav·and| Çgrav´ | grav·and |
subst. _ med sideformen gra¡vat. _ gra¡wå¿l alm.; gra¡wò¿l Vends; gra¡wo¿l $Vroue; gra¡wòl¶ $Læsø; også gra¡wå¿t $Torsted (og tilsvarende *grawat, *grawåt spor. i Thy´S og Hards´NV). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).
[af uvis opr.; vel opr. et fremmedord, som er forvansket under indflydelse af Ìgrav 2; Nordjy (± Vends´NØ, og kun spredt i Him´Ø), Midtjy (dog kun spredt i Ommers´Ø og kun spor. på Djurs og i MØJy´M og ´S), spor. i Sydjy; se kort; syn.: ar]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= hul, fure el. mærke, som er iøjnefaldende og/eller skæmmende (pga. størrelse, form, placering el. art). uden til (= uden for) kirkegården vidste jeg, at der var en stor gravål (dvs. slugt), som efter folks sigende havde været en rakkerkule. Him (Krist.JyA.VI.153). Naar man sætter en Dreng til at kaste (= grave) et Hul til en død Kalv, og det bliver for stort og uregelmæssigt, saa siger man: Det var en slem Gravaal (eller) de var en ordentlig gravaal! Hards. mo· ¡blywè så gal¶, nå· è hön·s ha wæt åm· i æ haw· å baj·, de· nu fo¡færlig gra¡wå¿lèr di ka law· = moder bliver så gal, når hønsene har været omme i haven at bade (= tage støvbad); det er nogle forfærdelige gravaler, de kan lave. Mors. dæ kam¶ sör¶n èn skøl te wås te de lawèr æn gra¡wå¿l så stu¶èr om· ve æ ¡törèªhus = der kom sådan en skylle (dvs. gang regn) til os, at det lavede en fure så stor omme ved tørvehuset. Skautrup.H.I.94. naturligvis gik Harven over min højre Fod og lavede en "Gravaal" tvers over Foden, ca. 3 Tommer lang og meget dyb. Vends. vi spiste grød af samme fad, og gravede (hver) en grawåål ind til smørhullet. Hards. han æ ¡fu¬¶ a gra¡wå¿tèr i è ¡hu¿è (= han er fuld af gravaler i hovedet), fx ¨ ar efter kopper el. skoldkopper. $Torsted.
| Çgrav´ | grav·and |
| Sidens top | |