grøft
grøfte·fork| grøft | grøfte·fork |
verb. _ gröw·t/gröwt/gröw§t/Ágröw(·)t (K 1.5, K 1.6) alm.; grÒ÷wt Vends (spor. også grö÷wt, grÒw·t). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1).
1) = grave el. rense grøft [Vends, Han, Him, spredt i yngre kilder fra Østjy´M (± Samsø) og SønJy´SØ, spor. i øvrige Jyll; se kort; syn.: grobe, grøbe 2, grøble 2]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
de er æ mø¶j håt arbetj å grÒwwt = det er meget hårdt arbejde at grøfte. AEsp.VO. \ faste forb.: grøfte ¡ind = grave grøfter omkring et jordstykke (for at bortlede vand) [spor. i Nord- og Østjy] de suwwer stø·k dÉɶr wel a ha grÒwte e¶j = det sure stykke (jord) dér vil jeg have grøftet ind. AEsp.VO. _ grøfte ¡op = oprense grøfter [spor. i Nord- og Østjy] wi ska ha dæ wæ·ster grò¶b grÒwte òp = vi skal have den vestre grøft renset op. AEsp.VO. _ grøfte ¡ud = grave lige, rette ud [spor. i Vends] Bæki ha før i Tien goe i Sek Sak men var grøvte uk i lig Retning = bækken havde før i tiden gået i siksak, men var (nu) grøftet ud i lige retning. Vends.
2) = grave sandorm [jf. grøft 4; spor. i SVJy´SV] \ hertil sms. som grøfte·folk, grøfte·pige (= person(er), som graver sandorm).
| grøft | grøfte·fork |
| Sidens top | |