gojegol

gokke

verb. _ gå÷k Vends; gåk Læsø. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[spor. i NJy og MØJy´N; syn.: galpe 2]

= kagle, klukke (om høne, gås, edderfugl etc.). (talemåde:) nær hönsen gåkker, blywwer der blæs = når hønsene gokker, bliver der blæst. AEsp.VO. ¡hö·n gåkkèr får ¡ee¶g = hønsene gokker for æg. Skagen. \ (hertil:) gok´gok. Man efterligner hønsenes galpen, efter de har lagt æg: gåk gåk (jÒr) ¡ee¶g! AEsp.VO.V.45. _ gokke·høne = høne med æg el. kyllinger [barnesprog] *MØJy.

gojegol
Sidens top