gnallinggnat

gnaske

verb. _ med sideformerne gnaskie, naske, knaske. _ gna÷sk/gna·sk/gnask (K 1.8) alm.; også gnaski spor. i Midtjy´Ø; gnasch $Fjolde; også nask spredt i Nordjy, spor. i Midtjy; også (i betydning 1) knask spor. i Midtjy, Sydjy og SønJy´N, desuden $Læsø. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

 Næste betydning

1) = tygge (energisk og hørligt, især om hund); oftest i forb. gnaske ¡i sig, gnaske på noget. Knasker = gnafver saa höy at det knaser effter. SVJy (Anchersen.ca.1800). a ka e§t wal knask de hæ·r brø¿ = jeg kan ikke vel (dvs. rigtigt) tygge mig (igennem) det her brød. $Vroue.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) gnaske/naske sig = klø sig [spor. i Nordjy; syn.: gnadre 1] Haj nasker sæ, haj ær nåk entj jænèr = han klør sig, han er nok ikke ene (dvs. han har lus). AarbVends.1932.320. hu¶j gnasker sæ får låpper = hunden klør sig (med tænderne) for lopper. AEsp.VO.

 Forrige betydning

3) = tiltuske sig, rapse; stikke til side; oftest i forb. naske ¡til sig [spor. i NJy og NØJy] Melsen.1811. No ha hon ¨ naske tov aa Kaakken fraa te i Maaen = nu havde hun stukket to kyllinger (som skulle have været serveret) til side til i morgen. Thise.SP.106.

gnallinggnat
Sidens top